Elever på Handelsgymnasiet ZBC Slagelse bliver nu yderligere styrket til springet til en videregående uddannelse. Det sker efter at handelsgymnasiet fredag underskrev en samarbejdsaftale med Copenhagen Business School (CBS), der knytter de to skoler tættere sammen.
I praksis kommer Handelsgymnasiet ZBC Slagelse til at kunne trække på fagligheden på CBS gennem blandt andet gæsteforelæsninger, hvor undervisere tager turen fra CBS til Slagelse, og ved at give elever fra handelsgymnasiet i Slagelse mulighed for at deltage i Master Classes på CBS.
En unik og tæt samarbejdsaftale, som intet andet gymnasium i Danmark kan bryste sig af, konstaterer en stolt rektor på handelsgymnasiet ZBC Slagelse, Niels-Erik Hybholt.
– Vi har her underskrevet en aftale, der knytter Handelsgymnasiet og CBS endnu tættere sammen med det formål at styrke den røde tråd gennem uddannelsessystemet. Fra grundskolen via ungdomsuddannelse til videregående uddannelse og erhvervslivet. Det kommer til at betyde endnu mere faglighed til vores elever, og give dem en stærk ballast videre i livet.
Niels Erik Hybholt glæder sig over, at netop Handelsgymnasiet ZBC Slagelse har vist sig særligt gode til at sende elever videre til videregående uddannelser. Blandt andet i kølvandet på en mindre samarbejdsaftale med CBS, der blev indgået for nogle år siden.
– Her kunne vi meget tydeligt registrere, at mange af netop vores elever i Slagelse valgte en lang videregående uddannelse efter studentereksamen. Så vi ved, at et stærkt fagligt samarbejde med CBS virker.
For CBS betyder aftalen, at man får nogle endnu stærkere kandidater til skolens uddannelser og samtidig mulighed for at dyrke faglig sparring på tværs af de to skolers lærerteams, hvilket også vil løfte studiemiljøet.
– Vi er sat i verden for at hjælpe en ny årgang af unge ud på både det offentlige og private arbejdsmarked. Og derfor skal vi være gode til at navigere i forhold til arbejdsmarkedet, men vi skal også være kloge på, hvor de unge er. Derfor er en aftale som denne med et stort gymnasium vigtig. Vi skal kende hinanden, for hvis taler forbi hinanden, så får vi ikke det optimale ud af den rejse, som vi tager sammen. Her er ikke mindst dialogen med både elever og lærere en væsentlig del, slog lektor ved Department, Management, Society and Communication på CBS, Alex Klinge, fast i forbindelse med underskrivelsen, der skete på Handelsgymnasiet ZBC Slagelse med deltagelse af blandt andre borgmester, John Dyrby Paulsen og direktør for Slagelse Erhvervscenter, Morten Prüsse Sørensen.
En understregning af, at aftalen ikke kun er til gavn for de to skoler. Aftalen er en bred investering til gavn for hele Slagelse.
– Når vi har dannet de studerende, skal de tilbage og berige virksomheder og organisationer – også uden for Storkøbenhavn. Det er jo der vækstpotentialet skal realiseres. Og det gør vi sammen med ZBC i Slagelse. Samarbejdsaftalen er ikke blot win-win. Den er win-win-win for CBS, ZBC og erhvervslivet, siger Alex Klinge.
Det lokale erhvervsliv vil helt konkret kunne mærke samarbejdet, for en del af aftalen åbner op for et tæt samarbejde mellem CBS og Slagelse Erhvervscenter, hvor CBS-studerende kan få ophold i lokale virksomheder med henblik på at udvikle virksomhederne og skabe nye job.
Det handler ikke mindst om at styrke det globale udsyn, forklarer Morten Prüsse Sørensen.
– Jeg glæder mig på de unges vegne over, at den her samarbejdsaftale giver så mange muligheder for øget faglighed. Der bliver stor kamp om de skarpe hjerner, men der bliver også kamp om de spændende job. Ikke mindst interkulturelt, og det uanset om det er små eller store virksomheder. Også her i Slagelse.
Dermed også en aftale, der kommer hele kommunen til glæde, hvilket også bliver anerkendt af Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen.
Han ser store muligheder for kommunens unge med aftalen, og håber samtidig, at kommunen kan være med til at understøtte aftalen og høste nogle af gevinsterne.
– Vi skal også tage en aktiv rolle i samarbejdet, så der sikres så optimale rammer, at eleverne også vælger at blive boende, selv når de forlader Handelsgymnasiet ZBC Slagelse for eksempelvis at læse på CBS. Kan vi det, også via dette samarbejde, så vil det være en stor gevinst for erhvervslivet og for aktiviteterne i Slagelse generelt.
Begejstringen er lige så stor på elevsiden, hvor man nu har udsigt til endnu flere muligheder og faglige udfordringer samtidig med, at det kan styrke undervisningsmiljøet.
– Jeg er sikker på, at vi kan styrke studieånden ved at inkludere hinanden og at vi sammen kan bygge oven på det grundlag, vi allerede har for en god studiekultur. Jeg er slet ikke i tvivl om, at et samarbejde som dette motiverer og det vil være med til at øge lysten til at lære, sagde elevrådsformand Camilla Erbo Nielsen i forbindelse med underskrivelsen af samarbejdsaftalen.