Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 060715-130715.
SPRITBILISTER
Tidspunkt: 070715
Tirsdag klokken 17.00 standsede politiet en 21-årig mand fra Næstved på Slagelsevej i Næstved. Manden havde taget sin mors bil, uden hendes samtykke og kørt en tur til trods for, at han havde et kørselsforbud. En narkometertest gav udslag for cannabis. Den 21-årige blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, sigtet for brugstyveri af bilen og sigtet for kørsel uden førerret.
Tidspunkt: 130715
Mandag klokken 20.05 standsede politiet en 36-årig mand fra Korsør på Møllevangen i Korsør. Manden kørte på knallert på trods af, at en alkometertest viste, at promillen var over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
HÆNDELSER
KARREBÆK: Færdselsuheld – Skælskørvej spærret
Tidspunkt: 08/07-2015
Onsdag eftermiddag klokken 15.43 kom en 23-årig mand fra Ishøj kørende fra nordlig retning på Saltøvej uden for Karrebæk. Manden stoppede op ved krydset ved Skælskørvej, hvor han skulle forsætte lige over ad Saltøvej. Den 23-årig mand mente, at han kunne nå at køre over krydset, men overså en bil med en 43-årig mand ved rattet, en udenlandsdansker, som var hjemme på ferie. Den 43-årige kom kørende med sin hustru og datter mod vest på Skælskørvej, hvor de blev ramt af den 23-årige, som overså sin ubetingede vigepligt. Skælskørvej måtte spærres, mens der blev ryddet op efter uheldet, idet den ene bil endte i grøften ud til en kornmark, mens den 23-åriges bil endte i den sydlige del af krydset. Ambulancer blev tilkaldt sammen med en ambulancehelikopter – som dog ikke kom i brug – og familien blev kørt til behandling for deres knubs på sygehuset i Slagelse. De blev udskrevet onsdag aften.
KORSØR: Påsat brand – fire biler totalskadet
Tidspunkt: 07/07-2015
Tirsdag nat klokken 0.06 blev politiet kontaktet, da en bil på en parkeringsplads på Fasanstien i Korsør brændte. Branden bredte sig hurtigt til tre andre nærliggende køretøjer, men da politiet ankom, var Korsør brand og redning i gang med efterslukning af de fire køretøjer. Politiet blev mødt af et vidne, som havde set branden starte i den ene bil, hvorefter ilden havde bredt sig til tre andre køretøjer. Politiet formoder, at branden er påsat, men har ingen mistænkte i sagen indtil videre.
KORSØR: Spritbilist fik beslaglagt bilen – kvinde sigtet for vold mod politiet
Tidspunkt: 07/07-2015
Det blev til en længere stribe sigtelser, da politiet tirsdag klokken 9.10 standsede en 26-årig mand fra Korsør, som kom kørende på Thygesvej i Korsør. Manden havde ikke spændt sikkerhedsselen under kørslen og havde ikke noget kørekort. Han virkede påvirket af stoffer og forklarede, at han havde røget hash. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand med henblik på at få taget en blodprøve. Han blev også sigtet for at køre uden sikkerhedssele og for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.
Den 26-årige brokkede sig højlydt og skældte betjentene ud, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Med i bilen var en 24-årig kvinde fra Korsør, og hun var så utilfreds med politiets indsats, at hun også råbte en byge af skældsord efter betjentene, og for at få ro på stedet, måtte den 24-årige anholdes. I forbindelse med anholdelsen gjorde hun modstand og det lykkedes hende at brænde den ene af betjentene med en tændt cigaret. Den 24-årige kvinde blev anholdt klokken 9.50 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for vold mod politiet. Hun blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen klokken 15.24.
KORSØR: To sigtet efter indbrud
Tidspunkt: 12/07-2015
En 36-årig mand blev søndag eftermiddag anholdt sammen med en 32-årig kvinde, begge er fra Korsør. De blev anholdt efter et indbrud i et tidligere behandlingshjem på Tovesvej i Korsør. Indbruddet blev opdaget søndag klokken 15.15, hvor der var smidt en sten gennem en rude, hvorefter gerningsmændene var kommet ind. Der var også smadret en indvendig glasdør, og umiddelbart stjålet et sæt nøgler. Tyvene havde stillet tv, projektor og flere andre ting frem til afhentning. I nærheden af bygningen var der op stillet et telt, hvor de to anholdte lå og sov, og det viste sig, at der var glasskår i den 36-åriges sko, og den 32-årige kvinde havde et mindre snitsår i den ene hånd. Betjentene fandt et nøglebundt i teltet, og kort efter erkendte de to da også at have begået indbruddet. De blev anholdt klokken 17.15 og taget med til politistationen i Slagelse; den 32-årige blev løsladt igen klokken 19.20, mens den 36-årige mand blev overført til Midt- og Vestsjællands Politi, hvor han var eftersøgt til afhøring i forbindelse med en anden sag.
SKÆLSKØR: To mænd kom op at slås
Tidspunkt: 13/07-2015
Politiet blev mandag klokken 20.17 kaldt til Præstevangen i Skælskør, hvor to mænd var kommet op at slås på gaden. Slagsmålet var dog standset, da politiet umiddelbart efter ankom til stedet, men betjentene kunne konstatere, at der var tale om en 43-årig mand, der af ikke klarlagte årsager var raget uklar med en 27-årig mand, og herefter gik de over til håndgribeligheder. De to mænd, der er fra lokalområdet, blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SLAGELSE: 20-årig lavede ballade i bymidten
Tidspunkt: 12/07-2015
En 20-årig mand fra Slagelse gjorde sig omkring klokken 3.30 natten til søndag temmelig upopulær flere steder i Slagelses natteliv. På Diskotek Karisma havde han slået en person i ansigtet og var blevet bortvist. Herefter fortsatte han til Old Irish Pub, hvor han slog en dørmand i ansigtet. Så stak han af og løb hen til Ib’s Carport på Skovsøgade, hvor han havde overhældt en gæst med et glas alkohol. Også her blev han bortvist, men fortsatte blot turen videre til Tutten, hvor igen kom i klammeri med dørmændene. Han blev derfor bortvist fra bymidten, men den 20-årige var temmelig utilfreds med dette og blev ved at opføre sig uterligt og råbende. Så han blev anholdt og taget med til politistationen i Slagelse. Han blev sigtet for flere overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og restaurationsloven.
SLAGELSE: Leg udløste politiaktion
Tidspunkt: 09/07-2015
Tre unges leg med at smide kartofler efter hinanden udløste torsdag en politiaktion på en adresse ved Flakkebjerg uden for Slagelse. Klokken var 12.29, da politiet fik en anmeldelse fra en borger, der havde været ude at løbe, og da hun passerede ejendommen hørte hun noget, der lød som et skud og råb om hjælp. Derfor blev der sendt flere politibiler og ambulancer af sted og politiet trængte ind i huset med trukne pistoler. Her fandt betjentene en 18-årig mand, der sammen med to 17-årige kammerater – en kvinde og en mand – havde leget og kylet kartofler efter hinanden. De tre blev kortvarigt anholdt på stedet, indtil sagens rette sammenhæng blev klarlagt, og betjentene havde sikret sig, at der ikke var foregået noget ulovligt på stedet.
I forbindelse med, at betjentene undersøgte huset, fandt de fire haglgeværer, tre salonrifler og to jagtrifler med tilhørende ammunition, som ikke blev opbevaret i våbenskab, og beboeren på stedet – en 41-årig mand – blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Dalmose | Vibevej | Hus | Fredag klokken 16.00-mandag klokken 19.15 | Smykker og sølvtøj af ukendt mærke |
Kirke Stillinge | Kirkevænget | Hus | Lørdag klokken 08.00-mandag klokken 10.30 | Guldmanchetter, sølvmanchetknapper og bærbar computer – alle af ukendt mærke |
Boeslunde | Korsør Landevej | Hus | Søndag klokken 12.00-fredag klokken 21.50 | Elektronik og værktøj af ukendt mærke |
Dalmose | Ørnevej | Hus | Lørdag klokken 19.00-søndag klokken 07.50 | Smykker af ukendt mærke |
Dalmose | Ørnevej | Hus | Lørdag klokken 21.00-søndag klokken 08.00 | Smykker af ukendt mærke |
Slagelse | Eriksgade | Lejlighed | Søndag klokken 15.00-søndag klokken 09.49 | Apple iPad, Arne Jacobsen 7’er stole, lænestole, Piet Hein lysestager og gulvlysestager, Piet Hein lamper, Elipse bord, Kähler vaser, højtalerstation af ukendt mærke, Omega Seamaster ur og guldkæde af ukendt mærke |
By | Vej | Tid | Type | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Kirke Stillinge | Bildsøvej | Klokken 08.00-14.10 | ATK | 333 | 28 | 50 km/t | 74 km/t | Tre klip |
Korsør | Motalavej | Fredag klokken 16.20-17.20 | Laser | 50 | Fire | 50 km/t | – | Fire sager: to klip og to sager om manglende brug af sikkerhedssele |
Slagelse | Hindbærvej | Klokken 12.30-13.25 | Laser | 75 | – | 50 km/t | 75 km/t | Tre ejere sigtet for hastighedsovertrædelse med et klip i kørekortet som følge og en ejer sigtet for hastighedsovertrædelse uden klip i kørekortet. |
Slagelse | Slagelsevej | Klokken 11.00-17.30 | ATK | 840 | 21 | 50 km/t | 75 km/t | Fire klip |