Slagelse Kommune har ansat Charlotte Kaaber Sørensen som ny Centerchef for Sundhed og Ældre. Med ansættelsen får kommunen en erfaren leder, som har arbejdet med sundhed og ældre hele sit arbejdsliv.
Et enigt ansættelsesudvalg pegede på Charlotte som personen, der skal udvikle sundheds- og ældreområderne i Slagelse Kommune. Hun kommer fra en stilling som leder af hjemmeplejen og sygeplejen i Albertslund Kommune, hvor hun også var ansvarlig for at oprette akutfunktionen i et samarbejde mellem fire kommuner. 1. august starter hun i Slagelse Kommune.
– Charlotte har en bred ledelseserfaring inden for sundheds- og ældreområdet, og hun har et godt blik for de udfordringer, som de store velfærdsområder rummer. Jeg ser frem til at udvikle og drive vores sundheds- og ældreområde samt servicen til borgerne i samarbejde med Charlotte, siger Lone Wenzell, Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør.
Charlotte Kaaber Sørensen har været i lederstillinger i Albertslund Kommune siden 2010, og før da var hun oversygeplejerske på Herlev Hospital. Hun er fra 1972 og oprindelig uddannet sygeplejerske, men har efterfølgende taget diplomuddannelse i ledelse og to Mastergrader, senest i Public Governance fra CBS.
– Jeg ser frem til at møde de mange dygtige medarbejdere og ledere i Slagelse Kommune. Jeg tror på at spille hinanden gode og bruge hinandens faglighed til at skabe gode løsninger for borgerne. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af kommunen, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Charlotte Kaaber Sørensen.
Charlotte Kaaber Sørensen er bosat i Greve med sin kæreste og to voksne børn.
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
* Lone Wenzell, Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør, telefon 21 16 71 08
* Charlotte Kaaber Sørensen, telefon 40 12 95 24