Tilskuddet skal frem til 2021 skabe flere mangfoldige aktiviteter og et større udbud af koncerter, som fortsat brander Slagelse som en stærk handels- og kultur- og uddannelsesby.

Slagelse Festuge har de seneste 18 år skabt en begivenhedsrig og festlig sommeruge i Slagelse by. Og med årets besøgsrekord på omkring 40.000 har festugen markeret sig som et samlingspunkt for kommunen og resten af Vestsjælland. Det skal festugen fortsat være, og derfor har Kultur- og Fritidsudvalget og Erhvervs- og Teknikudvalget stået for en samlet bevilling over de næste tre år. Pengene gør det nu muligt at inddrage flere af kommunens foreninger, lokale fødevareproducenter m.m. i festugens aktiviteter, og samtidig sikre et større udvalg af koncerter og aktiviteter for gæsterne.

Festuge underskrift ceremoni. Foto: Slagelse Kommune.

-Vi er rigtig glade for, at vi nu sammen med Erhvervs-og Teknikudvalget kommer på banen med et treårigt tilskud, som fortsat understøtter Slagelse Kommune som et kraftcenter inden for kultur, uddannelse og handel. Med støtten kan Slagelse Festuge nu optimere sine arbejdsgange og samtidig inddrage flere relevante aktører i planlægningsarbejdet. På den måde viser vi virkelig det spirende kultur- og foreningsliv, som er i kommunen og som hele tiden forsøger at udvikle sig og følge med tiden. Samtidig skal festugen have øget fokus på de kvaliteter og ressourcer, der er i kommunen, eksempelvis ift. lokalefødevareproducenter eller de mange unge studerende, der har deres gang i byen, siger formand for Kultur-og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

Også i Slagelse Festuge bliver nyheden om de nye midler modtaget positivt

-Som formand for Slagelse Festuge er vi glade for støtten. Med et lille sekretariat primært båret frem af frivillige ildsjæle, er pengene afgørende for, at vi fortsat kan udvikle festugen. Et af de nye tiltag er et Advisory Board, hvor eksperter løbende vil komme med gode råd. På den måde kan vi nu i langt højere grad række ud efter relevante aktører, som i fællesskab skal sikre en byfest med et højt niveau af aktiviteter og koncerter, siger formand for Slagelse Festuge Jette Kjerulff.

Pengene er fordelt over tre år, hvor den årlige sum fra 2018 og frem til 2021 vil være henholdsvis 400.000 kroner, 350.000 kroner og 300.000 kroner.