Paul Scott er mest kendt for sine bedrifter med at male og printe på keramik; en stilart, som han selv har skrevet adskillige bøger om. Paul Scotts kunstart opstod som en modreaktion på den fejlagtige opfattelse, at eksempelvis maling på keramik kun tjener som dekoration. Som svar herpå begyndte Paul Scott at male på porcelæn med det formål, at motivet blev det afgørende.
Særligt har Paul Scott eksperimenteret med overførslen af tegninger fra papir til keramik, og den meget karakteristiske blå farve er ikke til at tage fejl af. På Guldagergaard kan du lige nu opleve ’The Garden Series’, der er en serie med en række miniaturemodeller af forskellige dele af haven. Derudover kan du se platter, tallerkner og fade med diverse motiver; heriblandt Stigsnæs-værket, træer og Skælskør.
Paul Scott kommer jævnligt selv til Guldagergaard – og den kærlighed han har til området, har han statueret ved en fast installation i Guldagergaard Park, hvor ’Guldagergaard-træet’ (After Spode, 2013) i virkelig størrelse toner op sammen med de andre træer.
Udstillingen er åben hver hverdag på Guldagergaard, Heilmannsvej 31A, 4230 Skælskør, kl. 9-16 i resten af august.