I forbindelse med Verdens Diabetesdag i November 2018 tog flere end 30.000 mennesker Diabetesforeningens risikotest. Halvdelen af dem blev rådet til at søge læge, fordi de var i høj eller meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Mange danskere ikke er klare over, at de har risiko for at udvikle type 2-diabetes. Med syv enkelte spørgsmål er Diabetesforeningens risikotest en let måde at finde ud af, om man er en af de mange danskere. Ikke mindre end 31.200 personer har taget risikotesten i forbindelse med Verdens Diabetesdag, og heraf landede 53 pct. i grupperne høj eller meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. Er man i risikogrupperne høj eller meget høj risiko anbefaler Diabetesforeningen, at man søger læge. Resultatet understreger, hvor vigtigt det er at udbrede budskabet om tidlig opsporing og forebyggelse, siger Diabetesforeningen.
– Uopdaget type 2-diabetes kan være livsfarligt, og årets resultat understreger, hvor vigtigt det er, at Diabetesforeningen fortsat har fokus på tidlig opsporing. Mange mennesker ved ikke, hvor stor en rolle genetik spiller. De fleste tror, at det kun handler om usund livsstil, og det har meget stor betydning, om man lever sundt, men alder og gener betyder også rigtig meget. Tidlig opsporing kan rede liv, og vi vil fortsat kæmpe for at mange flere opdager deres sygdom i tide, siger adm. Dir. (konst.) Peer Steensbro.
Diabetesforeningen lancerede i forbindelse med Verdens Diabetesdag en kampagne med fokus på tidlige tegn på type 2-diabetes. Kløe, synsforstyrrelser, øget tissetrang og uforklarligt vægttab er nogle af de tidligste symptomer, der viser sig, når man har fået type 2-diabetes.
Vigtigt at lade sig teste
I Danmark formodes 60.000 personer at have type 2-diabetes uden at vide det, mens op imod 300.000 har forstadier til sygdommen. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til symptomerne, så den enkelte kan få viden og komme i behandling i tide. Det sker langt fra altid i dag, hvor flere end hver tredje, der får konstateret type 2-diabetes, allerede har en eller flere følgesygdomme ved diagnosetidspunktet. Derfor er det vigtigt, at man søger læge, hvis risikotesten peger på, at man har høj eller meget høj risiko for type 2-diabetes.
I 2006 vedtog FN, at den 14. november skulle være Verdens Diabetesdag. Den canadiske forsker Frederick Grant Banting, som var med til at opfinde insulinen i 1923 havde fødselsdag den 14. november, og derfor blev netop denne dag valgt.
Få styr på din risiko. du kan altid tage testen på Diabetesforeningens hjemmeside. Tag testen på www.diabetes.dk/testdigselv
Type 2-diabetes i Danmark
- Om 13 år vil 430.000 danskere have type 2-diabetes.
- 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes.
- 300.000 danskere skønnes at have forstadier til type 2-diabetes.
- Antallet af diabetikere er fordoblet på 10 år.
- Mere end 415 millioner mennesker på verdensplan lever med diagnosen diabetes. Det svarer til omkring 1 ud af 11 voksne.
- 4,8 millioner mennesker dør som følge af sygdommen hvert år.
- De årlige samfundsomkostninger til diabetes i Danmark er 31,8 milliarder kroner.