Flere henvender sig til borgerrådgiveren for at få hjælp, mens antallet af klager er på samme niveau som året før.
Antallet af henvendelser til borgerrådgiveren er steget fra 2017 til 2018. En stor del af henvendelserne handler om råd og vejledning, hvorimod antallet af klager over sagsbehandlingen ikke er steget det seneste år. Det viser årsberetningen fra kommunens borgerrådgiver, Lone Engly. Beretningen dækker kalenderåret 2018 og skal behandles af Økonomiudvalget og Byrådet i Slagelse Kommune i april.
Med 378 henvendelser er antallet af borgere, der har henvendt sig til borgerrådgiveren steget med 12 procent siden 2017. Det øgede antal henvendelser har dog ikke ført til flere klager. Antallet af klager ligger på samme niveau som i 2017, hvor der var 106 klager, og er med 102 klager på det laveste niveau siden funktionens start i 2012.
Selvom antallet af klager over lang sagsbehandlingstid er faldet en smule i forhold til året før, er det fortsat det område, som flest borgere er utilfredse med.
– Det er positivt, at antallet af klager ikke er steget det seneste år trods flere henvendelser til mig. Jeg kan konstatere, at de senere års fokus på at forbedre sagsbehandlingen og servicen har ført til mange forbedrings-initiativer i kommunen, og at de ser ud til at virke. Men man bliver aldrig færdig med at forbedre sagsbehandlingen og servicen over for borgeren – det kræver en vedvarende indsats. Og der er fortsat borgere, som oplever problemer med at finde ud af det kommunale system, og som ikke føler sig lyttet til og inddraget i behandlingen af deres egen sag, siger borgerrådgiver Lone Engly.
– Jeg er glad for, at borgerne bruger vores borgerrådgiver til at få hjælp. Vi kan altid blive bedre i kommunen, og vores borgerrådgiver samler borgernes erfaringer, så vi kan lære af dem, og give borgerne en bedre service, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).
Borgerrådgiveren er ansat direkte af Byrådet og har til opgave at hjælpe borgere, som oplever problemer med sagsbehandlingen, eller som har svært ved at finde vej i det kommunale system. Slagelse Kommune har haft en borgerrådgiver siden 2012.