På kun to år er Slagelse Kommune gået fra den absolutte bund til toppen af danske erhvervskommuner. Det viser DI’s årlige erhvervsklimaundersøgelse, hvor Slagelse i år får en 26. plads.
Slagelse Kommune kan for andet år i træk notere fremgang i DI´s årlige erhvervsklimaundersøgelse. I år går Slagelse 27 pladser frem i forhold til sidste år og lander på en samlet 26. plads. For kun to år siden måtte Slagelse Kommune nøjes med en 91. plads.
– Jeg er stolt over, at det er lykkedes, at vende udviklingen på så kort tid. Da jeg satte mig i borgmesterstolen var det en klar målsætning, at vores erhvervsvenlighed skulle forbedres. Jeg har fortsat en ambition om at være blandt de 10 bedste inden udgangen af 2017. Jeg er glad for, at erhvervslivet oplever, at vi har sat målrettet ind for at forbedre vilkårene. Vi vil nu nærstudere undersøgelsen, og finde ud af, hvordan vi kan blive endnu bedre, siger borgmester Stén Knuth (V), der roser samarbejdet med erhvervslivet, samt medarbejderne i Slagelse Erhvervscenter og kommunen.
Inden for de seneste år har Slagelse Kommune blandt andet etableret et selvstændigt erhvervscenter og lavet en ny udbudspolitik, hvor der er fokus på at gøre det nemt for lokale virksomheder at byde på de kommunale opgaver. Og i undersøgelsen kan Slagelse Kommune også notere fremgang i kategorierne brug af private leverandører, overordnet erhvervsvenlighed og information og dialog med kommunen.
– Det er simpelt hen den bedste nyhed i år. Og jeg er sikker på, at den meget fokuserede og direkte kommunikation med virksomhederne har givet pote. Jeg er også sikker på, at hele det mentale billede af Slagelse Kommune, som et sted, hvor man har en politisk opbakning, har betydning. Det er ikke altid, at vi som politikere, kan hjælpe med alt, men virksomhederne har nu fået den opfattelse, at vi gør hvad vi kan, hvilket også kan ses af, at Erhvervscentret har fået så høj en prioritet. Og netop dette er vigtigt, siger Villum Christensen(I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.