Slutspurt: Louis Nielsen indsamler i hele juni måned midler til Lykkeligas udviklingshæmmede håndboldbørn. Målet på 200.000 kroner til foreningen er inden for rækkevidde, og du kan få det til at lykkes ved at give dine øjne et synstjek.
I juni måned kan du gøre noget godt for både dig selv og Danmarks vel nok lykkeligste håndboldbørn. Louis Nielsen Slagelse indsamler nemlig midler til Lykkeliga, som er Danmarks eneste håndboldliga for børn med udviklingshandicap i alle aldre. Til og med den 29. juni donerer chefoptiker Stine Maiken Skov og resten af teamet i Louis Nielsen Slagelse nemlig 10 kroner pr synstest, der foretages i forretningen – og det er tilmed helt gratis for dig.
Som et led i optikerkædens løbende indsats for at få danskernes opmærksomhed rettet mod deres egen øjensundhed, inviterer Louis Nielsen hele Slagelse ind til synstest med sundhedstjek – og med god grund. En rapport fra sidste år foretaget for Dansk Blindesamfund og Louis Nielsen viser, at mindst 50% af alle synstab faktisk kan undgås, hvis man sørger for at få foretaget rutinemæssige undersøgelser af sine øjnes sundhed.
”Hvis man først opsøger optiker eller øjenlæge, når man selv mærker symptomer i øjnene, er der en risiko for, at eventuelle øjensygdomme allerede er fremskredne nok til, at der er gjort permanent skade. Derfor anbefaler såvel vi som Optikerforeningen og øjenlæger, at man får undersøgt sine øjne en gang hvert andet år,” forklarer Pernille Mikkelsen, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.
Mangler stadig 7000 synstest – men det kan godt nås!
Louis Nielsen og Lykkeliga har et mål om at indsamle 200.000 kroner til håndboldligaen, hvilket betyder, at mindst 20.000 danskere skal igennem et sundhedstjek af øjnene i løbet af donationskampagnen, der slutter den 29. juni. På nuværende tidspunkt har lige omkring 13.000 danskere været forbi en Louis Nielsen-butik til en gratis undersøgelse siden kampagnens start, så målet er indenfor rækkevidde, men det kræver fortsat hjælp fra danskerne. Louis Nielsen Slagelse håber derfor, at flere fra byen vil kigge ned og få undersøgt øjnene.
”Lykkeliga er velsagtens et af Danmarks allermest sympatiske idrætsinitiativer, fordi foreningen og deres mange frivillige gør en kæmpe indsats for at give børn med udviklingshandicap nogle fantastiske og lykkelige stunder i håndboldens tegn. Det er noget, vi enormt gerne vil være med til at støtte, og derfor har vi valgt, at midlerne fra denne sommers øjensundhedskampagne skal gå til netop Lykkeliga. Men vi har brug for at lave noget ”larm” omkring det, så budskabet når ud til flest muligt danskere,” fortæller Louis Nielsens kommunikationschef, Kristian Mortensen.
Mange børn med synsnedsættelse
Lykkeliga blev startet i 2016 af den tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen, der selv er mor til Magda, der har Downs Syndrom, og foreningen tæller allerede nu knap 700 børn og masser af frivillige voksne overalt i Danmark. Netop synet er mange af børnene i Lykkeliga og deres forældre ekstra opmærksomme på.
”Min egen datter Magda, som også spiller med i Lykkeliga, har meget nedsat syn på begge øjne, og for en stor del af vores spillere gælder det, at de har synsnedsættelse. Uden briller kan Magda hverken gå i skole eller spille håndbold, som hun virkelig elsker. Derfor er synet en meget høj prioritet hos os,” fortæller Rikke Nielsen.
På nuværende tidspunkt har Louis Nielsen på landsplan adskillige tusinde dokumenterede patientsager, hvor et sundhedstjek af øjnene har været med til at redde synet – eller i alvorligste tilfælde livet – hos patienten, idet sygdomstegn er blevet opdaget i tide til, at der kunne sættes ind med den rette behandling. En del af disse tilfælde er netop fundet hos chefoptiker Stine Maiken Skov og teamet i Louis Nielsen Slagelse.
Louis Nielsen har to butikker i Slagelse; nemlig i Bilka og på Nytorv.