Sommeren er fyldt med arrangementer, hvor der bliver drukket alkohol. Det får nu Slagelse Kommune og Rådet for Sikker Trafik til at advare bilisterne mod at køre bil, hvis de er i tvivl om deres promille.

Sommeren er fyldt med arrangementer, hvor der bliver drukket alkohol. Det får nu Slagelse Kommune og Rådet for Sikker Trafik til at advare bilisterne mod at køre bil, hvis de er i tvivl om deres promille. Foto: Slagelse Kommune.

Godt sommervejr og en tur til stranden, byfest eller grillmiddag hos vennerne bliver ofte skyllet ned med kolde øl, vin eller drinks. Desværre er der stadig mange, der vælger at køre hjem, selvom de har drukket for meget alkohol til et hyggeligt sommerarrangement.

Det vil Slagelse Kommune gøre noget ved. Sammen med 71 andre kommuner og Rådet for Sikker Trafik samt TrygFonden står de bag sprit-kampagnen, blandt andet med plakater langs vejkanten med spørgsmålet ”Klar til et pust?”. I hele juli vil kampagnen minde danskerne om at droppe bilen, når de har drukket mere end én genstand.

– Vi må hjælpe hinanden med at få bragt antallet af spritbilister ned. Lav aftalen om, hvem der kører hjem inden middagen. Er der alligevel en, der ikke selv kan tage ansvaret, og kører i påvirket tilstand, grib ind – tag snakken med vedkommende, siger Flemming Erichsen (A), formand for Trafiksikkerhedsudvalget.

Spritulykker koster liv
Spritkampagnen vil også kunne ses i form af en ny kampagnefilm på tv og sociale medier. Filmen opfordrer flere til at blande sig, hvis en person vil køre efter at have drukket alkohol.

For selv om antallet af spritulykker, hvor personer kommer til skade, er faldet med 23 procent fra 2013-2018, så er der stadig brug for at minde om, at man ikke bør køre, hvis man er i tvivl om sin promille.

Sidste år mistede 32 personer livet, og 364 mennesker kom til skade i en spritulykke i trafikken, viser tal fra Vejdirektoratet.

– Hver ulykke er én for meget. Når man har drukket og nydt alkohol, så er det vigtigt, at man lader bilen stå. Mange har lært det, men vi skal have endnu flere til at huske det, så der sker færre af de her helt meningsløse ulykker, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I Slagelse Kommune var der i perioden 2013-2018 registreret 106 spritulykker.

Politi klar med kontrol
Foruden den landsdækkende kampagne gennemfører politiet også en lang række spritkontroller hen over sommeren. Erfaringer fra tidligere år viser desværre, at der er noget at komme efter. Alene i juni og juli måned sidste år sigtede politiet 1.163 personer for spirituskørsel, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Da der ikke skal meget til, før de fleste når grænsen for spirituskørsel på 0,5 promille, opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at man lader bilen stå derhjemme, hvis man skal til fx fest eller middag.

Gode råd:
– Hvis du ved, at du vil drikke alkohol, er det sikrest at lade bilen stå.
– Aftal på forhånd, hvem der skal køre hjem.
– Hav alkoholfri drikkevarer klar, hvis du får gæster, der er i bil.
– Lad bilen stå, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har drukket for meget til at kunne køre lovligt.
– Grib ind, hvis du ser en person fiske bilnøglerne frem, selv om han/hun har fået for meget at drikke til at kunne køre lovligt.

Drikker du for meget eller kender du en der drikker for meget – kontakt Rusmiddelcenter Slagelse og få vejledning og hjælp:

Rusmiddelcenter Slagelse
Ingemannsvej 26A
4200 Slagelse
Tlf. 58 57 48 90
E-mail: rusmiddelcenter@slagelse.dk

Mere viden om spritkørsel:
Se opskrifter på alkoholfri drinks, og få gode råd til, hvordan du kan stoppe en person fra at blive spritbilist her.

Se spritkampagnen fra kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden på: www.sikkertrafik.dk

Fakta (Kilde: Vejdirektoratet):
– 32 personer blev dræbt, og 364 kom til skade i spiritusulykker i 2018.
– I 2018 var 86 % af de spirituspåvirkede førere og fodgængere, der var involveret i trafikulykker, mænd.