Salget af hudplejeprodukter til mænd er steget med 13 procent på bare ét år. Sidste år blev der solgt for knap 30 millioner kroner hudpleje til mænd, hvilket svarer til over 400.000 kroner for mændene i Slagelse.

Pressefoto

Mændene er for alvor kommet med på hudplejebølgen. Ifølge tal fra brancheforeningen Kosmetik- og Hygiejnebranchen er salget af hudplejeprodukter til mænd steget med 13 procent fra 2017 til 2018. Sidste år købte danske mænd hudpleje for knap 30 millioner kroner, og det svarer til, at mændene i Slagelse har brugt over 400.000 kroner på hudpleje på bare ét år.

Ifølge Helle Fabiansen, som er direktør i Kosmetik- og Hygiejnebranchen, er det et ønske om at forlænge ungdommen, der får mændene til at investere i hudpleje.

– Mændene er sprunget med på individualiseringsbølgen. Det handler om, at vi skal være unge længere, vi skal være i god form og spise sundt, og vi vil gerne se velplejede og lækre ud til langt op i årene. Tidligere var det primært kvindernes behov, men nu er mændene også kommet med, fortæller Helle Fabiansen, direktør i Kosmetik- og Hygiejnebranchen.

Slut med at låne konernes produkter
Hudplejeproducenten Beauté Pacifique, der forhandler hudpleje til mænd i Matas-butikkerne i Slagelse, kan tydeligt mærke den store efterspørgsel.

– Tidligere hørte vi fra mændene, at de ikke rigtig troede på, at cremer med for eksempel anti-age virker, og samtidig fortalte kvinderne, at mændene lånte deres produkter. I dag er holdningen vendt, og derfor har vi lanceret en hudplejeserie for mænd, som er simpel og enkel at anvende, for det er vigtigt for mændene, fortæller Amalie A.K. Andersen, som er COO hos Beauté Pacifique.