Efter forårets valg til EU-parlamentet, hvor Folkebevægelsen mod EU tabte sit mandat, kæmper organisationen for at overleve og fastholde sit tag i den danske EU-modstand. Derfor er medlemmerne i gang med en omfattende diskussion om den nye situation. Det gælder også de lokale komiteer på Sjælland, som nu prøver at se fremad og søger at rette EU-modstanden ind på en ny kurs, fortæller Elma Lindberg der er kontaktperson for Folkebevægelsen mod EU i Vestsjælland.
– Pladsen i EU-parlamentet var vigtig for Folkebevægelsen og valgresultatet chokerede os. Men EU-modstanden er ikke afgået ved døden, og vi har slet ikke opgivet modet. I de kommende år står Folkebevægelsen i en helt ny situation såvel økonomisk som organisatorisk, fordi vi ikke længere har en plads i EU-parlamentet siger Elma Lindberg.
Fremtiden blev diskuteret i Slagelse
Når Folkebevægelsen mod EU samles til landsmøde den sidste weekend i oktober er diskussionen om fremtiden er et af de vigtigste punkter på dagsordenen. EU-modstanden og målet om at få Danmark ud af EU står fast. Men næsten alt andet er til debat. Det kom også til udtryk, da omkring 20 medlemmer fra lokalkomiteerne på Sjælland i denne uge mødtes på Slagelse Bibliotek.
Her lagde Karina Rohr Sørensen fra landsledelsen for alvor op til at bevægelsen må forberede sig på en ny start på helt andre vilkår.
– Hvordan får vi skabt en bevægelse, der taler til andre end dem, vi plejer at tale med? Hvordan giver vi mere plads til den brede, tværpolitiske modstand. Vi må se på, hvordan vi rammer flere af de EU-modstandere, som åbenbart ikke føler sig tiltrukket af Folkebevægelsen i dag. Vi må gøre bevægelsen større, stærkere, bredere og yngre, indledte Karina Rohr Sørensen.
Hun fastslog, at den nye situation også kan føre til noget godt, fordi bevægelsen er nødt til at stoppe op og tænke sig om. Den efterfølgende debat kom vidt omkring. Blandt andet hvordan Folkebevægelsen udnytter tendensen til, at EU-modstanden flytter ud i provinsens yderområder, mens den falder i nogle af de gamle bastioner i de større byer. Selvom den borgerlige EU-skepsis stiger, er disse kræfter svagt repræsenteret i Folkebevægelsen.
Svend Erik Christensen fra Roskilde foreslog, at Folkebevægelsen kigger efter nye samarbejdsmuligheder i nærmiljøet.
– Lokalt skal vi også tænke anderledes. Komme ud af boksen og få rejst EU-debatten sammen med Europabevægelsen, lokale fagforeninger, Naturfredningsforeningen eller den lokale bankdirektør, lød det fra Roskilde-komiteens kontaktperson.
Debatten fortsætter på landsmødet der foregår den 26.-27. oktober på Vesterbro i København.