I uge 41 får borgerne i Slagelse Kommune mulighed for at udforske forskellige sundhedstilbud, når Slagelse Kommune holder Sundhedsuge.
I en travl hverdag kan det være svært at få sundheden indarbejdet, ligesom den store sundhedsjungle også kan være svær at navigere i. Derfor afholder Slagelse Kommune Sundhedsuge. Sundhedsugen er spækket med spændende og interessante måder at være sund på.
”Lev længere og få flere gode leveår”
– Vi ved, at vi lever længere og får flere gode leveår, hvis vi lever et sundt og aktivt liv. I Slagelse Kommune ønsker vi at sætte fokus på sundhed gennem mange forskellige indsatser og samarbejder, og på hvordan vi som borgere kan være med til at skabe de bedste vilkår for os selv ved at lave små ændringer. Sundhedsugen i uge 41 er én af kommunens indsatser, som vi håber, at flere borgere vil deltage i. Vi håber at kunne inspirere de besøgende med spændende sundhedsalternativer, som de kan tage med sig ind i hverdagen, fortæller Ann Sibbern (O), konstitueret formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Slagelse Kommune.
Sundhedstjek på apotekerne i Skælskør, Korsør og Slagelse
Mandag, tirsdag og onsdag tilbyder apotekerne i Slagelse, Skælskør og Korsør, i samarbejde med Kommunens Forebyggelses- og Livsstilskonsulenter, et sundhedstjek, hvor du bl.a. kan få målt blodtryk, fedtprocent og udregnet din BMI.
Aktiviteter for alle
Foruden helbredstjekkene vil Sundhedsugen også byde på mange andre aktiviteter som foredrag, fysiske aktiviteter og åbent-hus arrangementer. F.eks. vil TV-lægen Peter Qvortrup Geisling lægge vejen forbi Korsør til et foredrag, kommunens aktivitetscentre inviterer til sunde aktiviteter, og Musholms Konferencecenter åbner dørene til deres nye lækre faciliteter med bl.a. El-hockey og svævebane.
GOODLIFE – sundhedsmesse for de unge
Torsdag den 8. oktober vil der igen blive afholdt GOODLIFE sundhedsmesse på Selandia. Kommunens unge er inviteret til en dag i sundhedens tegn, hvor de bl.a. kan dyste mod hinanden og lege gamle lege med Gerlev Legepark. Kommunens forebyggelseskonsulenter vil i samarbejde med KOL-Kompetencecentret og apotekerne lave målinger af de unges blodtryk, fedtprocent, kulilte og lungefunktion.