Sejers Konditori 
Priorgade 1 B
4200 Slagelse
57 83 22 42

Følg Sejers Konditori på Facebook 

Danmarksmester i brød
Den 1. december 2018 åbnede Sejers Konditori bageriet i Slagelse. “Det er gået meget stærkt”, fortalte indehaver Pia Juul Larsen, der få dage efter, hun fik nøglen, kunne invitere til en julepyntet åbningsreception.

Det er erfarne kræfter, der driver bageriet i Slagelse. Pia og Martin Larsen har haft Sejers Konditori i Sorø siden 2007. Da de deltog i DM i brød 2008, fik de førstepræmierne for både Danmarks bedste rugbrød og Danmarks bedste frokoststykke. Med tiden har Sejers Konditori hentet adskillige medaljer i danmarksmesterskaberne i brød og kager.

Også Sejers Konditori i Slagelse har kvalitet og service i højsædet, og kunderne kan således forvente brød ud over det sædvanlige, når de besøger butikken i Priorgade.

Det gode rugbrød
Det succesrige bageri har en særlig forkærlighed for rugbrødet – en dansk delikatesse lige så kendt som vores smørrebrød. Et godt rugbrød balancerer behændigt mellem syre, malt og sødme. Bløde deje, iblødsætning af kerner, ingredienser, liggetid, dejtemperatur, saltmængde, syrebalance og hævetid går op i en højere enhed.

På hjemmesiden kan du se et udpluk af butikkens gode rugbrød, bl.a. Ægir, Danmarks bedste i 2010, og Sørugbrødet, vinderen i 2008. Bageriets kreationer tager gerne navn efter lokale vartegn, og klikker du på de enkelte rugbrød, kan du se en liste over ingredienser. Kunderne er altid hjerteligt velkommen til at bidrage med ideer til navne og ingredienser i bageriets nye opfindelser.

Brød og kager til hverdag og fest
Sejers Konditori har også et stort udvalg af baguettes, specialbrød og morgenbrød. Morgenbrødet, der koldhæver 12-24 timer, laves med flere forskellige meltyper fra ind- og udland.

Skal du holde fest, er Sejers Konditori leveringsdygtig i kager i alle faconer, farver og smagsvarianter. På hjemmesiden og facebooksiden kan du se eksempler på nogle af de kager bagt til fester og børnefødselsdage. Skal du fejre fødselsdag er en kagemand eller kagekone fra Sejers Konditori altid et hit.

Kunderne skriver…
Vi bringer her et lille udpluk af anmeldelserne på bageriets facebookside:

”Tak for hurtig respons, god service og en super kagemand lavet af romkugler til mine drenges fødselsdag. Den var super flot og smagte godt” – Mette

”Lækkert brød og kage til overkommelige priser og ikke mindst skøn smilende betjening” – Anna

”God betjening – flot lokale – friskt lækkert brød – en god forretning, der er værd at besøge” – Erik

”Altid lækkert og friskbagt brød” – Camilla

”Deres sandwich er rigtig gode” – René

premiumpartner