Hvis man ellers er opmærksom på det, er det svært at tage fejl af. Robotterne er ikke bare på vej til Slagelse; de er her allerede. Det ses hos produktionsvirksomheder, på skoler… og nu senest også på Slagelse Sygehus. Robotteknologien er i færd med at gøre sit indtog i Slagelse – og resten af landet for den sags skyld – og det vækker naturligt nok bekymringer for byens borgere. For hvis robotterne kommer, tager de så ikke vores arbejdspladser?

Robotteknologi er ikke lig med færre arbejdspladser
Lad det være sagt med det samme. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem robotteknologi og tab af arbejdspladser. Tværtimod findes der talrige eksempler på det stik modsatte. Ofte oplever produktionsvirksomheder således, at robotterne gør, at de må ansætte flere; simpelthen fordi kapaciteten øges, og der skal løbes stærkere på andre fronter.

Derudover er det også vigtigt at forstå, at robotter ikke nødvendigvis overtager menneskers arbejde fuldstændigt, men i mange tilfældet blot gør det lettere. Det gælder f.eks., når der er tale om en kollaborativ robot – en såkaldt Cobot. Som navnet antyder er en kollaborativ robot en robot, der samarbejder i en produktionslinje. Den tager sig typisk af alt fra tunge løft til trivielle opgaver med mange gentagelser, mens menneskene så kan koncentrere sig om de mere specialiserede opgaver.

Robotterne indtager skole og sygehus
Her i Slagelse er der allerede talrige eksempler på, at vi skal vænne os til, at robotterne bliver en del af hverdagen. På ZBC kan unge mennesker i dag tage en 3-årig HTX-uddannelse, hvor der er særligt fokus på robotteknologi. Studieretningen hedder slet og ret ”Robotteknologi”, og her lægger en kombination af matematik og programmering op til en fremtid indenfor robotindustrien.

For nyligt har også Slagelse Sygehus fået robotterne helt tæt på livet – bogstavelig talt. Her har man i foråret valgt at installere iltrobotter, der automatisk sikrer, at patienter får tilført den rette mængde ilt. Robotten justerer selv ilttilførslen undervejs afhængigt af patientens behov.

Iltrobotterne er særligt aktuelle i øjeblikket, hvor coronapatienter ofte er hæmmet af vejrtrækningsproblemer, når de bliver indlagt. Her kan iltrobotterne hjælpe patienterne med ilttilførslen, og samtidig sikre, at kontakten mellem sygehuspersonale og patient holdes til et minimum, hvilket har stor betydning, når der er tale om en sygdom som corona.

Flere robotter i fremtiden?
Intet tyder på, at vi vil opleve færre robotter i fremtiden. Robotterne er kommet til Slagelse for at blive, og der bliver formentligt kun flere med tiden. Og når robotterne kan være med til at skabe arbejdspladser og sikre en god behandling på sygehuset, er der næppe nogen grund til at frygte deres fremmarch. Robotterne er ikke kommet for at erstatte os – de er kommet for at hjælpe os.

For nyligt har også Slagelse Sygehus fået robotterne helt tæt på livet – bogstavelig talt. Foto: ABW