Hvad ville du gøre, hvis en sms tikkede ind på din mobil lige nu? Ville du fortsætte med at læse denne tekst? Eller ville du straks give mobilen al din opmærksomhed? Mange ville sige ”måske”, endnu flere ville sige ”nej”. Men realiteten er, at den lille digitale kommunikationsplatform kan rive os væk fra hvad som helst. En tekst, vi er i gang med at læse. En samtale. Vores fokus på vejen, når vi kører bil.

Uopmærksomhed er en medvirkende faktor til en stor andel af de trafikulykker, der hvert år sker på de danske veje. Og det selvom politikere, NGO’er og politi i årtier har råbt vagt i gevær. Men lige lidt hjælper det, for ”det er i hvert fald ikke mig”, lyder det fra mange af respondenterne i en ny analyse, som analysebureauet Bilendi har lavet for GF Fonden. GF Vestsjælland har kontor i Slagelse.

Helt konkret viser analysen, at 9 ud af 10 danskere oplever uopmærksomhed i trafikken. Men – overraskende nok – svarer hele 6 ud af 10, at de aldrig eller næsten aldrig selv er uopmærksomme. Det kan altså være svært at se bjælken i eget øje. Og det ærgrer formand for GF Forsikring og medlem af GF Fondens trafikkomite, Gunnar Hansen, at selvindsigten blandt de danske trafikanter ikke er større.

– Mon ikke de fleste bilister, hvis de skal være helt ærlige, har oplevet at være tæt på fx at køre op bag i en anden bil, fordi fokus var et andet sted end på vejen, spørger Gunnar Hansen.

Mobilen er den største synder

Selvom både telefonopkald, betjening af GPS’en, indtagelse af mad og drikke og lytning til musik kan være distraherende, når man kører bil eller cykel, så er det intet i forhold til den uopmærksomhed, som læsning og besvarelse af sms’er medfører.

Derfor er det ikke overraskende, at respondenterne i GF Fondens undersøgelse oplever, at deres medtrafikanters uopmærksomhed især skyldes brugen af mobiltelefon. Hele 8 ud af 10 respondenter angiver, at de af og til oplever, at andre bilister taler i håndholdt mobil. Og så er det faktisk kun halvdelen bilisterne, der angiver, at de ikke læser og svarer på beskeder, imens de kører bil.

– Det er meget bekymrende, at SÅ mange danskere bruger deres mobiltelefon i trafikken. Især fordi der efterhånden findes mange tekniske løsninger, der gør, at man faktisk ikke behøver at have telefonen i hånden for at sende sms’e eller foretage opkald, siger Gunnar Hansen.

Der er enormt meget at vinde
Det er ikke kun et irritationsmoment for danskerne, at deres medtrafikanter er uopmærksomme i trafikken. Det er også en kraftig og direkte medvirkende faktor til trafikulykker – og det på trods af storstilede kampagner og politiets voksende bødeblok.

Faktisk skyldes omkring 9 ud af 10 trafikulykker den såkaldte menneskelige faktor – altså vores adfærd i trafikken. Og 6 ud af 10 ulykker skyldes direkte uopmærksomme trafikanter eller utilstrækkelig orientering.

– Tallene taler for sig selv. Der er enormt meget at vinde, hvis vi alle sammen lægger mobilen i tasken, dropper den franske hotdog og indstiller GPS’en, inden vi triller ud ad indkørslen. Kun sådan – hvis vi alle sammen bidrager – kan vi forbedre trafiksikkerheden og mindske antallet af trafikdræbte, slutter Gunnar Hansen fra GF Fondens trafikkomite.

6 veje til mere fokus i trafikken

1. Installer trådløs telefoni i bilen, så du kan holde begge hænder på rattet og begge øjne på vejen
2. Læg mobilen godt væk i en taske, i handskerum eller på bagsædet, så du ikke bliver fristet af at tjekke indkomne beskeder og notifikationer
3. Indtast dit bestemmelsessted på GPS’en, inden du triller ud ad indkørslen
4. Hold ind til siden, hvis du er nødt til at svare på en sms eller indstille GPS’en
5. Gem den franske hotdog og spandaueren, til du kommer hjem
6. Gør det klart for venner og familie, at du ikke svarer på opkald og sms’er, mens du færdes i trafikken. Og brug fx ’Forstyr ikke’-funktionen på din mobil. Den kan bruges af både bilister og cyklister

Om analysen
Analysen er foretaget af analysebureauet Bilendi for GF Fonden blandt personer i alderen 18 år +, som er enten bilist eller cyklist. Læs mere om analysen her.

Pressefoto