Tirsdag den 16. og onsdag den 17. februar kl. 10 – 14 kan du købe en ”troldejæger” aktivitetspose hos Museum Vestsjælland og køre ud på troldejagt i landskabet.
Det er ganske vist: ved vintertide er trolde og underjordiske væsner mest aktive. Nu har du og din familie mulighed for at besøge de steder, hvor der helt sikkert er blevet spottet mystiske væsner! Vi har nemlig lavet en troldejægerpose til dig. I den finder du et hæfte med gps-koordinator og adresser til de kendteste troldesteder. For hvert sted kan du eller dine forældre læse om de underjordiske væsner og deres halløjer. Vi har også sørget for materialer, så du kan lave en amulet, der beskytter dig mod troldenes magi. I posen er der desuden en flot tegning af en trold, som du kan farvelægge når I er tilbage fra jeres troldesightseeing.
Der er tre forskellige hæfter, så du skal vælge om du vil besøge troldene og de andre underjordiske i Kalundborg/Odsherred, Sorø/Slagelse eller Ringsted/Holbæk.