Selvom mange ting er lukket, så er naturen åben og byder på masser af sjove aktiviteter. Friluftsrådet guider dig til ni sjove ting, så du kan komme ud med børnene hver dag i vinterferien.
Det er koldt udenfor med frost og is, og det betyder nye muligheder for sjove aktiviteter. Her er ni bud til vinterferien, så I kan komme ud hver dag.
1. Lav sne- og islygter
Frosten er over os, og lige nu kan I bruge både is og sne til at lave lygter. Rul en masse små snebolde og læg dem tæt op ad hinanden i en cirkel og derefter i lag oven på hinanden. Bliv ved til lampen er stor nok til, at der kan stå et stearinlys indeni.
Vil I lave islygter, så skal I bruge balloner, vand og frosten. Fyld vand i ballonerne, placér ballonen i en dyb tallerken og ud i frostvejret med dem. Afhængig af hvor koldt det, så er der efter et par dage frosset en skal af is yderst og stadig flydende vand inderst i ballonerne. Fjern ballonen og ved hjælp af lidt varmt vand kan I lave et hul oven i iskuglen, så vandet kan hældes ud. Tilpas hullet med lidt mere varmt vand og et let slag, og så kan I putte et lys i islygten.
2. Lav naturlige fastelavnsris
Fastelavn er over os, og i år skal katten-af-tønden helst foregå udendørs. Frygt ikke. Godt med tøj på, lidt lækkert at spise, og så er I klar. Lav også festlige fastelavnsris med naturens materialer og hæng op udenfor til at pynte til festen.
3. Lav jeres egen fedtfuglefoder
Det er hyggeligt at se de små fugle i træerne. Foder kan tiltrække dem. Når I skal lave fedtfuglefoder smeltes fedtstoffet – palmin eller svinefedt – i en gryde, og kerner af solsikke og hamp, samt jordnødder (eller køb en blanding) fyldes i. Forholdet skal være ca. 1:1. Så hvis I bruger 500 g fedt, skal I bruge 500 gr. foder. I kan putte fedtblandingen i kopper eller i nederste halvdel af mælkekartoner. Lad dem tørre og hæng dem op i træet.
4. Gå på jagt efter dyrespor
Sne er perfekt til at finde dyrespor, men også på grene kan man faktisk finde spor. Ved at undersøge dyrenes spor kan I få fornemmelsen af, hvor meget aktivitet, der har været i løbet af natten. Det kan være ganske overraskende. Det er sjovt at prøve at følge sporene for at se, hvad dyret har foretaget sig undervejs, fx ædt eller tisset eller skidt.
5. Prøv naturparkour – godt til at holde varmen
Parkour er en sport, hvor man bruger kroppen til at passere forhindringer. Naturparkour fungerer på samme måde, men her er asfalt og beton skiftet ud med for eksempel væltede træer, træstubbe, sne, is og små og store skrænter. Lav en bane i naturen og træn med forskellige måder at springe over eller kravle under forhindringer.
6. På med skøjterne
Søer, fjorde og vandhuller er ved at fryse til, og det indbyder til skøjteløb. Det er en sjov og sjælden friluftsoplevelse. Husk at være sikker på, at isen er tyk nok, før I bevæger jer ud på isen, og at I har styr på reglerne for, hvor og hvornår man må bevæge sig ud.[/url]
7. Lav jeres egen is-uro
Frosten er perfekt til at lave lidt kunst til haven eller altanen og skabe is-uroer. Find forskellige forme, fyld lidt vand i og find forskellige naturmaterialer som pynt at putte i. Læg også en gerne en snor i, så I har noget at hænge på med. Sæt formene ud i frostvejret (eller i fryseren). Når alt vandet er frosset til is, kan I tage figurerne ud af formene. Hæng de færdige figurer op. Lige så længe det er frost, kan de hænge og give lidt smukt liv. Når frosten forsvinder, smelter de og bliver til sjove former indtil isen er væk.
8. Spil naturbingo
Du skal starte med at finde nogle pinde i skoven, som du laver din bingoplade af. Lav 9 felter af 4 pinde. Herefter skal du på udkig efter forskellige naturting – du skal finde 9 stk., så du kan få fuld plade. (Her kan du selv bestemme om det skal være noget der er grønt, planter, noget i sæson eller lign.). Så er du klar og kan gå i gang med at spille.
9. Lav bål
Bål er altid hyggeligt og en god måde til også at holde varmen på. Hvis I har lyst, kan I jo begive jer ud i at lave lækre berlinere[/url] eller andet lækkert over bålet.