Det lokale hørecenter i Slagelse har haft travlt med at tjekke borgernes hørelse under corona. Ifølge General Manager for Audika i Danmark, Dorte Andersen, er det en positiv udvikling og et vigtigt skridt for at komme en helt anden epidemi til livs – nemlig høretab.

2020 har vendt op og ned på danskernes hverdag, hvor familiesammenkomster, sociale aktiviteter og menneskelig kontakt er blevet skiftet ud med FaceTime og gåture med behørig afstand. Vores ændrede adfærd har åbnet øjnene for en helt anden problematik, der rammer hver sjette dansker. De mange telefoniske samtaler, virtuelle møder og den ekstra afstand har fået mange borgere i Slagelse til at indse, at hørelsen ikke er, hvad den har været.

Samtidig viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Kantar Gallup for Oticon, at 57 pct. af borgerne i Region Sjælland oplever, at mundbind og afstand har gjort det sværere at høre. Den tendens har Jeanette Jepsen, der er hørespecialist hos Audika i Slagelse også mærket. Lige siden oktober 2020 har antallet af hørekonsultationer steget måned for måned, og det er ifølge General Manager for Audika, Dorte Andersen, en positiv udvikling.

”Vi ved, at høretab går ud over livskvaliteten, og det er der flere, der har indset under nedlukningen. Mange med høretab lærer at supplere hørelsen med de andre sanser, men når du pludselig ikke er fysisk sammen med dem, du taler med, og alting i stedet foregår over en telefon eller en computerskærm, opdager man, hvor afhængig man er af sin hørelse. Jeg tror, at mange pludselig indser, hvad de går glip af, og at de faktisk har en udfordring med hørelsen,” siger Dorte Andersen.

Corona har brudt med tabu

Selvom flere har fået øjnene op for, hvor vigtig hørelsen er for ens velvære, er høreapparater for mange stadig et tabubelagt emne, og statistisk set venter danskere med begyndende høretab i gennemsnit 7-10 år, før de får behandling.

Derfor åbner Audika i Slagelse den 19. og 20. maj dørene op til den første åbne høredag, siden corona i marts 2020 lukkede Danmark ned. Her kan du få både høreapparater og personlige justeringer til den enkeltes behov med det samme, mens det normalt først kræver en høreprøve, og hvor man efterfølgende må vente på, at høreapparaterne bliver bestilt hjem. Den hurtigere vej til høreapparat håber Dorte Andersen betyder, at flere tør bryde tabuet.

”Det kræver mod og tilvænning at tage det første skridt, men siden oktober har vi oplevet stor travlhed og stigning i henvendelser, og det tyder på, at corona har vist os, hvor vigtig hørelsen er for vores nære relationer og menneskelig kontakt. Vi glæder os derfor til, at vi igen kan åbne dørene og give borgerne bedre muligheder for at udfolde sig i livet,” siger Dorte Andersen.

Pressefoto