Tirsdag den 1. juni er en ganske særlig dag på bibliotekerne i Skælskør og Slagelse. Her tages der nemlig endnu et længe ventet skridt frem mod en helt normal hverdag, som den skal se ud når coronaen ikke længere er med, som ubuden gæst.

På den første dag i juni genåbnes der for den selvbetjente, ekstra åbningstid i Skælskør, så man igen kan gå på biblioteket lige fra klokken otte om morgenen og indtil klokken 20.00 mandag til torsdag og otte til 17.00 fredag til søndag.

Selvbetjente biblioteker

”Hvornår åbner I for den selvbetjente tid igen?” har, siden biblioteket genåbnede den 21. april, været et af de hyppigst stillede spørgsmål på Skælskør Bibliotek, fortæller leder af Slagelse Biblioteker og Borgerservice Johan Otte, og fortsætter med at berette, at i en væsentlig del af den tid bibliotekerne har været corona-lukkede, har personalet, i hold, brugt en hel del af deres arbejdstid på at omorganisere og flytte om på Slagelse Bibliotek, så det nu ikke blot ser flot og friskt ud, men faktisk også 1. juni er klar til åbne dørene med selvbetjent åbningstid, ud over den betjente tid. Der er desuden installeret videoovervågning af alle lokaler, der vil være i drift i den ekstra åbningstid.

”Vi er glade for nu at kunne imødekomme et ønske, der længe har været, blandt andet hos studerende, der bruger biblioteksrummet som læseplads – og ikke mindst blandt pendlere, der har svært ved at nå på biblioteket inden personalet går hjem. Så vi håber at både de, men også alle andre brugere af Slagelse Bibliotek, vil tage godt imod tilbuddet, og bruge det flittigt” siger Johan Otte.
I den selvbetjente åbningstid skal alle scanne sit personlige sundhedskort for at åbne døren ind til biblioteksrummet. Når man så er inde, kan man bl.a. låne og aflevere bøger og andre materialer, og man har adgang til bibliotekets aviser, tidsskrifter, pc’er og wifi.

Biblioteksværter

Helt uden personale bliver den selvbetjente tid ikke, for der vil være biblioteksværter til stede. Biblioteksværterne kan bl.a. hjælpe med praktiske spørgsmål, som vejvisning eller opfyldning, hvis fx en printer mangler papir eller lignende, men ikke med biblioteksfaglige spørgsmål og søgninger. Biblioteksværterne sørger også for afspritning af kontaktpunkter her i coronatiden, så alle trygt og smittefrit kan færdes.

Åbningstiderne på Slagelse Bibliotek er fra 1. juni 08.00-20.00 mandag til torsdag, med betjening mellem 10.00 og 17.00, fredag til søndag 08.00-17.00, med betjening fredag 10.00-15.00 og lørdag 10.00-13.00. Corona-restriktionerne gælder i hele åbningstiden, så husk mundbind, sprit, afstand og gyldigt coronapas når du skal på biblioteket.

Pressefoto