Stort set alle danskere tager afstand fra spritkørsel, men alligevel er der mange, der tager chancen. Sidste sommer sigtede politikredsene 1.028 personer for spritkørsel alene i juni og juli. De 51 blev sigtet i Sydsjælland og Lolland-Falster politikreds.
Nu hvor sommeren står for døren, er Slagelse Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden derfor klar til at minde alle om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand. Kampagnen ”Klar til et pust?” vil kunne ses på plakater langs vejene.
– Hver ulykke er én for meget. Når man har drukket og nydt alkohol, så er det vigtigt, at man lader bilen stå. Mange har lært det, men vi skal have endnu flere til at huske det, så der sker færre af de her helt meningsløse ulykker, siger Flemming Erichsen (A), formand for Trafiksikkerhedsudvalget.
Er du i tvivl – lad bilen stå!
Selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet hen over årene, er spritkørsel stadig et problem for trafiksikkerheden.
I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2020, svarer 8 % af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Blandt mændene er det 10 %, og værst ser det ud blandt de 17-35-årige, hvor 16 % har kørt afsted, selv om de var usikre på, om de havde drukket for meget.
– Er du det mindste i tvivl om din promille, så lad bilen stå. Det kan være ekstremt risikabelt at køre. Du risikerer at skade dig selv eller andre, blive sigtet for spritkørsel og miste kørekortet. Så før du drikker den første genstand, så få planlagt, hvordan du kommer sikkert hjem fra middagen eller festen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.