Slagelses mange uddannelsestilbud viser sig selv frem for potentielle studerende, når der er Åbent Hus i Studiebyen Slagelse den 22. februar. Slagelse Boligselskab er også med.

Den 22. februar slår blandt andet sygeplejerske-, erhvervsøkonomi- og serviceøkonomuddannelsen sammen med en lang række andre videregående uddannelser på tre forskellige uddannelsesinstitutioner døren op og siger velkommen indenfor, når der er Åbent Hus i Studiebyen Slagelse. Det er SDU Slagelse, Professionshøjskolen Absalon og Zealand, som i samarbejde med Slagelse Kommune og Slagelse Boligselskab igen i år er gået sammen om at invitere til åbent hus forud for, at de unge skal vælge uddannelse til sommer.

– Slagelse er en studieby med mange gode uddannelsestilbud til de unge. Vi vil gerne have flere studerende til at flytte til byen, så de bliver endnu mere integreret i byen og dens liv. Derfor arbejder vi på, at få bygget flere studieboliger, og jeg håber, at mange unge vil bruge dagen til finde deres uddannelse her i Slagelse, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

De unge kan få svar på alle deres studierelevante spørgsmål, og der er også mulighed for at finde svar på et spørgsmål, som mange potentielle studerende har spørgsmål til: Hvor finder man en billig studiebolig? Derfor er Slagelse Boligselskab også med. Boligselskabet har en stand på SDU Slagelse, hvor de unge kan høre mere om studieboliger, og det vil også være muligt at finde boligmateriale på de øvrige uddannelsesinstitutioner.

– Vi vil gerne understøtte Slagelse som studieby, og med det udbud af gode, flotte og billige ungdomsboliger vi har, er det naturligt for os at være med til det årlige åbent hus arrangement. Når de unge mennesker skal vælge deres kommende uddannelse, skal de vide, at Slagelse har ”hele pakken”; spændende uddannelsesmuligheder, rigtig mange sociale muligheder og super attraktive boliger, siger kommunikations- og IT-ansvarlig Gada Omar fra Slagelse Boligskab.

Der er åbent Hus på de tre uddannelsesinstitutioner mellem kl. 10-13 lørdag den 22. februar.

DAGENS PROGRAM:
ZEALAND – SJÆLLANDS ERHVERVSAKADEMI, BREDAHLSGADE 1
Her kan du høre om uddannelserne:
Laborant
Produktionsteknolog
Markedsføringsøkonom
Serviceøkonom
VVS Installatør
Multimediedesign
Jordbrugsteknolog
PBA i Jordbrug

PROFESSIONSHØJSKOLEN ABSALON, INGEMANNSVEJ 17
Her kan du høre om:
Pædagog
Socialrådgiver
Sygeplejerske

SDU SLAGELSE, SDR. STATIONSVEJ 28
Her kan du høre om:
International virksomhedskommunikation, engelsk og kommunikation
International virksomhedskommunikation, engelsk og marketing
Professionsbachelor i engelsk og digital markedskommunikation
Erhvervsøkonomi HA – Generel erhvervsøkonomi
Erhvervsøkonomi HA – Human resource management

Læs mere på studiebyen.slagelse.dk.

Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
Bylivskoordinator, Ida Espe Andersen
Tlf. 30 44 05 67
Campuskoordinator på SDU, Kirsten Lambert,
Tlf. 25548290
Brobygningskonsulent hos Absalon, Berit Rosenkilde Larsen,
Tlf. 72 48 18 46
Studiesekretær på Zealand, Lene Holberg Serup
Tlf: 5076 1026