Årets mest Fantastiske Frivillige er fundet
Rukiye Bilgin, som er frivillig hos Ungdommens Røde Kors i Slagelse, er kåret som årets Fantastiske Frivillige. Rukiye og 10 andre frivillige blev hyldet for deres frivillige engagement onsdag aften i Roskilde. Roskilde Festival, Coop, Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse står bag prisen, og over 300 frivillige fra hele landet var nomineret.
28-årige Rukiye Bilgin fra Slagelse modtog onsdag aften prisen som årets Fantastiske Frivillige. Hun var blandt de 11 finalister, som juryen bag prisoverrækkelsen havde udvalgt blandt mere end 300 nominerede frivillige fra hele landet.
Roskilde Festivals direktør Signe Lopdrup har været med til at pege på Rukiye Bilgin som årets Fantastiske Frivillige. Hun siger:
“Rukiye Bilgin har stået bag adskillige enestående frivillige indsatser og sociale aktiviteter, der dækker meget bredt og påvirker mange mennesker i hverdagen. Hun er blandt andet aktiv i lokaludvalg, hun er lektiehjælper, hun er coach for unge i udsatte boligområder, hun har startet netværkscafé for kvinder, og hun har kastet sig ud i et sprogmakkerprojekt for unge med flygtningebaggrund. Hendes engagement er ganske enkelt imponerende.”
“Det er især mangfoldigheden i Rukiyes frivillige indsats, der er udslagsgivende for, at hun vinder prisen som årets Fantastiske Frivillige. Hun er på alle måder en stærk og handlekraftig rollemodel, der gør en kæmpe forskel for andre i hverdagen.”
Med i prisen som årets Fantastiske Frivillige følger 25.000 kroner, som udbetales til Ungdommens Røde Kors, hvor Rukiye Bilgin er frivillig.
Rukiye Bilgin modtog prisen onsdag aften i Den Gamle Byrådssal i Roskilde. Her blev hun og 10 andre frivillige finalister fejret til et festligt arrangement i frivillighedens tegn.
Disse 11 finalister var i år indstillet til prisen som årets Fantastiske Frivillige:
Rukiye Bilgin (Ungdommens Røde Kors, Slagelse)
Rasmus Erichsen (Stop Spild Lokalt, Korsør)
Suzanne Seitzberg Larsen (Lichen Sclerosus Foreningen, Hørve)
Elsebeth Sørensen (Foreningen Spillestedet Stengade, København N)
Cindy Larsen og Dan Hansen (Gademix, Kolding)
Per Michelsen (Ren Strand, Fanø)
Emilie Weiss (DDS Gruppeleder, Mårslet)
Susanne Bak (Stoholm Borgerforening)
Henning Busk (Kræftens Bekæmpelse, Ikast/Brande)
Isabella Mittelstein (Projekt Husvild, Odense)
Fantastiske Frivillige er en hyldest til de frivillige ildsjæle i Danmark, der året rundt giver noget af sig selv for at gøre en forskel for andre. Prisen blev første gang uddelt i 2015.
Organisationerne Roskilde Festival, Coop, Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse står bag prisen.
Fantastiske Frivillige vender tilbage i 2018.
Læs mere her.