Finn Møller fra kunstgalleriet MØLLER i mejeriet, i Kirke Stillinge har igen i år kreeret 10 unikke Julemærker i keramik. Det er nu fjerde gang, at kunstneren laver julemærker, og endnu engang støtter de det gode arbejde der foregår på Julemærkehjemmet i Skælskør.
Rudolf
Hvert år har sit tema, i 2023 er det den røde tud der skal vise os vejen frem. Rudolf pryder nemlig årets værker og kunstnerens bag håber at den kan lede verden mod bedre og fredeligere tider. Sidste år var det selveste Julemanden, der blev portrætteret, og i år skal han så have rensdyret Rudolf til at vise vejen.
Torsdag d. 9. november kl. 16 starter salget
“Jeg har valgt at starte salget af Keramik-julemærkerne torsdag eftermiddag, præcis kl. 16.00. Det er lidt senere end det plejer, men et nedbrud af min keramikovn, ødelagde mine planer, men nu er er alle færdige og jeg synes selv at årets julemærker har fået lige det udtryk som jeg ønsker. Min keramik skal man blive i godt humør af og Rudolf har da også et skønt grin og en flot rød næse,” siger Finn Møller
Finn Møller fortæller gerne om tankerne bag årets motiv og processen bag og selvom de er med samme motiv er de alle unikke. Formatet er ens hvert år, så hvis man er samler passer de godt til hinanden på tværs af årene. Naturligvis er der som altid gratis adgang og gæsterne kan også se resten af Frimærkesamlingen og alle de andre skønne kunstværker i galleriet.
Donation til Julemærkehjemmet i Skælskør
Julemærkerne måler 19*28 cm, de er nummererede og koster 1200,- pr stk. heraf donerer Finn Møller 50% så han håber igen i år at få udsolgt, så han kan glæde julemærkehjemmet med 6000,-. Det har hvert år været en stor fornøjelse at overrække en check til forstanderen på Julemærkehjemmet i Skælskør, jeg får en rundvisning og ser hvordan børnene som jo har forskellige udfordringer, bliver støttet og kommer hjem med noget godt i bagagen.
Om kunstgalleriet
MØLLER i mejeriet er et lidt utraditionelt galleri, det er indrettet i det gamle ostelager i Kirke Stillinge Gl mejeri, lidt vest for Slagelse. Galleriet som Jane og Finn Møller åbnede i oktober 2018, har siden åbningen været godt besøgt, mange har kommenteret den spændende indretning, hvor meget af den oprindelige stemning er bevaret, og lokalerne fremtræder meget rustikke og hyggelige. I de 5 lokaler som efter en udvidelse i efteråret 2019 tilsammen udgør over 400 m2, finder man et kæmpe udvalg af kunst og kunsthåndværk fra mange steder i Danmark, Udover Møllers egne keramiske værker, finder du altid mindst 45 kunstnere og udvalget spænder over glas, keramik, skulpturer og naturligvis flotte malerier.
Besøg
MØLLER i mejeriet – Kunstgalleri
Støvlebækvej 1a, Kirke Stillinge
4200 Slagelse