Hvem skal løbe med prisen Årets Landdistriktsindsats? Slagelse Kommune indkalder nu forslag til, hvem der skal have prisen i år.

Sidste år var det folkene bag multisportsbanen i Bisserup, som fik prisen Årets Landdistriktsindsats og de 10.000 kr., som følger med. Nu er det snart tid til at finde ud af, hvilken eller hvilke ildsjæle som skal have prisen i år. Derfor indkalder Slagelse Kommune nu forslag til, hvem der har fortjent prisen i år.

– Vi har mange ildsjæle ude i vores landdistrikter, og det er dem, som vi gerne vil støtte og give en anerkendelse for deres arbejde. Så hvis man kender nogen, som man mener, har gjort noget ekstraordinært for deres lokalområde, så kan jeg kun opfordre folk til, at man indstiller dem til prisen, siger Henrik Brodersen(O), formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.

Man kan indstille ildsjæle, som står bag indsatser eller aktiviteter, der har fundet sted på landet udenfor de tre købstæder Slagelse, Korsør og Skælskør. Slagelse Kommune skal have forslagene til, hvem der har gjort sig fortjent til prisen senest den 1. oktober. Derefter vil dommerkomiteen tage stilling til, hvem der skal have prisen. Uddelingen sker i forbindelse med den årlige landdistriktskonference, som bliver afholdt til december.

Dommerkomiteen består af to medlemmer af Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget, formanden for Landudvikling Slagelse, formanden for Frivilligcentret i Slagelse Kommune og et medlem af Landliv i Slagelse.

Slagelse Kommune skal senest 1. oktober have modtaget forslagene til, hvem der skal indstilles til at modtage prisen sammen med en beskrivelse af aktiviteten eller indsatsen, som gør ildsjælene bag fortjent til prisen.

Indstillinger kan sendes på e-mail: landdistriktsudvikling@slagelse.dk

Eller med post til: Slagelse Kommune
Center for Vækst og Plan
Rådhuspladsen 11,
4200 Slagelse

Udover de 10.000 kr. får vinderen også en messingplade med indgraveret titel og årstal, og et træ til udplantning på et fællesareal.