Årets medlemsgave 2017 i Korsør Kunstforening er en monotypi efter eget valg. Medlemmerne opnår ret til at afhente medlemsgaven når kontingent er betalt for sæson 2017/18.
En monotypi er et håndgjort tryk i farver, som er et unika, så det findes altså kun lige i det udtryk, da trykpladen ændres til næste tryk. Format 48×32 cm.
Mød kunstneren Susanne Thea, Korsør, i Kongegaarden mandag den 23. oktober kl. 10-11 – hvor der vil blive lejlighed til en snak om processen og værkerne.
Medlemmerne af kunstforeningen kan fra den 28. oktober kl. 11 vælge deres deres eget tryk. Der vil denne dag samt den 19. november være fremlagt ekstra mange værker at vælge mellem. Der kan i øvrigt fra den 28. oktober afhentes medlemsgave i Kongegaardens almindelige åbningstid, såfremt kontingent er betalt eller der betales kontant på stedet.
Om kunstneren:
Susanne Thea er en anerkendt billedkunstner. Hun har bl.a. skabt international bevågenhed med sin 72 m. lange kobberætsning Parafrase over Bayeux-tapetet. Susanne Thea har sit helt eget unikke billedsprog, og der er helt forståeligt stor interesse for hendes arbejder på museer verden over. Kunstakademier i USA bruger Susanne Thea som gæstelærer, hvor hun giver foredrag og indføring i sit finurlige billedsprog samt ætse- og trykteknikker.
»Jeg arbejder frit og eksperimenterende og gør brug af de mere end 400 år gamle grafiske teknikker i mine kobberætsninger, træsnit og monotypier og jeg finder derigennem frem til det ønskede udtryk i billedet.« Hendes detaljerede billeder tiltrækker ens opmærksomhed gennem sin fine streg og humor. Der er konstant nye områder at gå på opdagelse i.
»Jeg inviterer til en verbal og nonverbal dialog. Storrytelling er det vigtigste element i mit kunstneriske virke.« Susanne Thea er født i 1954, uddannet i Australien og i Danmark, hun har modtaget udstillings- og rejselegater fra ind- og udland. Hun er medlem af internationale grafiske værksteder og gallerier. Hendes kunstværker er repræsenteret i Sverige, Holland, Tyskland, Italien, Australien, Canada og på museer i Danmark, Irland, England og USA.