Nye regler betyder, at åbningstiderne skifter på mange vagtapoteker. Regionernes akutberedskab overtager ansvaret for adgangen til nødvendig medicin fra midnat, mens mange apoteker holder længere åbent i dag- og aftentimerne.
Et flertal i Folketinget besluttede i forbindelse med vedtagelsen af en ny apotekerlov i 2015, at der skal spares 17 mio. kr. på apotekernes vagtordning. Det er denne besparelse, som Lægemiddelstyrelsen fører ud i livet med ændringerne fra nytår.
“Borgerne vil opleve, at mange vagtapoteker holder længere åbent i de tidsrum, hvor vi ved, der kommer flest mennesker, især i aftentimerne. Det der nok kommer til at kræve lidt tilvænning er, at der ikke længere er døgnåbne apoteker bortset fra et enkelt sted,” siger Anne Kahns, formand, Danmarks Apotekerforening.
Anne Kahns peger på, at konsekvenserne af besparelsen afbødes af, at mange apoteker af egen drift har udvidet deres åbningstider, siden apotekerloven blev vedtaget, ligesom mange apotekere har åbnet nye apoteker over hele landet.
“Borgerne har fået meget lettere ved at få opfyldt deres medicinbehov inden for apotekernes almindelige åbningstid. Vi har åbnet 125 nye apoteker siden 2015. Det er en stigning på 41 procent. Samtidig har de i alt 442 apoteker i hele landet udvidet åbningstiderne med 45 procent. Det er med til at tage presset af vagtapotekerne,” siger formanden.
Adgangen til vagtapotekerne bliver også mere overskuelig. Indtil nu har der nogle steder været delt vagt mellem flere apoteker. De bliver nu slået sammen, så borgerne kun skal henvende sig et sted. Anne Kahns lægger dog ikke skjul på, at der skal holdes skarpt øje med, at borgerne kan få den medicin, de har brug for, når vagtordningen ændrer sig.
“Lægemiddelstyrelsen har ikke haft nogen nem opgave, men når Folketingets beslutning om at spare 17 mio. kr. ligger fast, så synes jeg, vi er nået frem til den bedst mulige løsning. Det afgørende er, at hvis man har brug for medicin, så kan man også få den, og her har regionerne fået et vigtigt ansvar at løfte efter midnat,” siger Anne Kahns.
Vær også opmærksom på disse fakta:
Den nye vagtordning er en udløber af apotekerloven fra 2015. Dengang besluttede et flertal i Folketinget, at der skal spares 17 mio. kr. på vagtordningen.
Lægemiddelstyrelsens udmøntning af besparelsen betyder, at det fremover kun vil være Steno Apotek i København, der holder døgnåbent. Landets nuværende døgnapoteker vil have åbent fra 06.00 – 24.00 på nær døgnapoteket i Hillerød, som lukker kl. 21.00.
Efter midnat overtager de fem regioners akutberedskab ansvaret for adgangen til medicin ved eksempelvis akut opstået sygdom og andre behov, som ikke kan udsættes.
For de vagtapoteker, som ikke i dag er døgnapoteker, betyder ændringen, at de ikke længere har eksempelvis tilkaldevagt. Apoteker med B-vagt vil have åbent fra 8-21 i hverdagene, og apoteker med C-vagt vil have åbent i hverdagene fra 8-19.
Der kommer til at være i alt 9 apoteker med A-vagt, 14 apoteker med B-vagt og 25 med C-vagt.
Nedenfor kan du se oversigterne over hver bys type vagter. Klik venligst for at se kortene og skemaet.