AffaldPlus er blevet prækvalificeret til Energistyrelsens CCS-pulje (Carbon Capture and Storage), hvilket bringer selskabets datterselskab AffaldPlus Affaldsenergi A/S et vigtigt skridt nærmere realiseringen af et fuldskala CO₂-fangstprojekt ved affaldsenergianlægget i Næstved.
Projektet vil markant reducere CO₂-udledningen fra forbrænding af restaffald og placerer Sydsjælland med helt forrest i den grønne omstilling og klimaneutralitet.
“Det her er ikke bare et teknologisk projekt – det er et klimapolitisk gennembrud for provinsen. At vi i Næstved og på Sydsjælland kan gå foran med et fuldskala CCS-anlæg, viser, at den grønne omstilling ikke er forbeholdt de store byer. Vi ser frem til også at kunne bidrage aktivt til den nationale klimaindsats og sætte nye standarder for CO₂-reduktion i hele Danmark,” siger Ole J. Andersen energichef i AffaldPlus.
Partnerskaber og grøn integration
Projektet er forankret i AffaldPlus Affaldsenergi A/S og er udviklet i samarbejde med European Energy – som er ansvarlig for projektudvikling og leverer CO2-opsamlings- og fortætningsteknologi gennem sit datterselskab Ammongas. CarbonCuts er også en del af værdikæden, og er ansvarlig for underjordisk lagring af CO2.
”Vi er meget interesserede i at medvirke til udvikling af CCS-løsninger, der bidrager til lokal grøn vækst og omstilling. AffaldPlus’ projekt er et godt eksempel på et projekt hvor relevante og stærke samarbejdspartnere øger muligheden for at skabe et succesfuldt resultat, siger Ken Wesnæs, CEO, CarbonCuts A/S.
Begge virksomheder er yderst kompetente og erfarne inden for de samlede CCS-værdikædeaktiviteter. Det er store spillere med en masse erfaring og viden indenfor området, som vil kunne sikre en innovativ og bæredygtig fuldskala CCS-projekt.
”Der er et stort potentiale i at kombinere European Energys styrker inden for projektudvikling og drivkraften bag teknologiske innovationer med Ammongas’ styrke inden for CO₂-fangst og -væskegørelse. Når vi kan koble disse færdigheder med AffaldPlus’ grønne dagsorden, skaber vi løsninger, der ikke kun reducerer CO₂-udledningen lokalt, men også bidrager til Danmarks samlede klimaindsats,” siger Emil Vikjær Andresen, Executive Vice President og Head of Power-to-X hos European Energy.
Klimamæssig effekt og finansiering
Ved fuld drift kan anlægget potentielt reducere Næstved Kommunes CO₂-udledning med op til 150.000 ton om året – en markant forbedring både i det kommunale og regionale klimaregnskab. Projektet skal finansieres gennem en kombination af støtte fra Energistyrelsens CCS-pulje og eksterne samarbejdspartnere og investorer.
AffaldPlus ser frem til næste fase og håber at kunne omsætte prækvalificeringen til et realiseret projekt, der gør en konkret forskel – lokalt, regionalt og nationalt.
AffaldPlus er affaldsselskab for Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg Kommuner.
