Hvad har ungeindsatser og affald med hinanden at gøre? Ret meget faktisk, hvis du spørger AffaldPlus, som i starten af september fik overrakt prisen som årets FGU-ambassadør ved den årlige SUK-festival i Slagelse.
Ved dette års SUK-festival (Slagelse Uddannelses-og Karrierefestival), var det AffaldPlus, som løb med prisen som årets FGU-ambassadør. Prisen, der uddeles hvert år, gives til en virksomhed, person eller leder, der gør en stor forskel for unge på kanten af uddannelse og arbejdsmarkedet. Unge, som ikke helt har fundet fodfæste hverken det ene eller andet sted. I AffaldPlus får de nemlig tilbudt et meningsfuldt arbejde og lærer en masse om ansvar, kollegaskab og i sidste ende får den unge et selvtillidsboost og mod på mere.
”Det betyder virkelig meget for os som virksomhed og for vores teams i Slagelse, at vores indsats for de unge bliver anerkendt på denne måde. Vi er meget stolte af det arbejde, vi laver, og det glæder os, at det gør en forskel for de unge, som kommer til os. At være med til at klæde dem på til fremtiden og give dem støtte i deres udvikling er en opgave, vi tager meget seriøst, og det er fantastisk at vide, at vores engagement bliver værdsat,” siger teamleder i AffaldPlus, Leif Grønbæk.
FGU-prisen som uddeles hvert år i forbindelse med SUK gives til virksomheder eller enkeltpersoner, som gør en mærkbar forskel for unge. I år er ingen undtagelse.
”Leif og teamet har gjort en kæmpe indsats i arbejdet med de unge, der har været hos AffaldPlus – de har tilbudt dem ansvar og kollegaskab. De stiller krav og forventer en indsats til gengæld. De lytter på det, som de unge har svært ved, de afgrænser og forsøger at tilpasse, så de unge kan være den bedste udgave af sig selv. De forventer, at de unge bidrager ind i kollegaskabet, men til gengæld står de også til rådighed, når de unge har det svært i livet,” siger Christina Odefey Lund Knudsen, EGU Vejleder i Slagelse og Korsør, som begrundelse for, at det lige præcis var AffaldPlus, der i år skulle modtage titlen som årets FGU ambassadør.
Kort om FGU-prisen
Da EGU kom med i FGU- regi tilbage i 2019, blev det til en FGU-pris. Tidligere har det været en tradition i Slagelse kommune med en EGU-pris. EGU (Erhvervsgrunduddannelse) er til den unge, der gerne vil i virksomhedspraktik og få konkrete erfaringer og kompetencer, der forbereder den unge til beskæftigelse eller en erhvervsuddannelse. Egu er en aftalebaseret praktik, der veksler mellem skoleforløb og praktik i en lokal virksomhed FGU- prisen er ikke kun til virksomheder som ansætter. Det kan også gå til virksomheder som blot ved hjælp af praktikker hjælper FGU i afklaringen af de unge.
Det hele handler om at anerkende det store arbejde, der ligger i at uddanne en ung til arbejdsmarked, uddannelse og voksenliv. Prisen er en anerkendelse af de virksomheder/ledere/medarbejdere, som gør en stor indsats i arbejdet med unge i Slagelse Kommune på kanten af uddannelse og job.