Det er ulovligt og livsfarligt at krydse jernbanen andre steder end i de autoriserede overgange. Slagelse Station er et af de steder, hvor problemet er størst, og hvor passagererne benytter en overgang uden varslingsanlæg, der er forbeholdt personer, der arbejder ved banen. Derfor sætter Banedanmark nu særlig fokus på sikkerheden med en målrettet indsats i første halvdel af 2024.
Hvert år dør mellem fem og otte personer, fordi de bliver påkørt af et tog. Samtidig blev der i 2023 rapporteret 1420 tilfælde, hvor personer opholdt sig ulovligt i sporet. Det svarer til mere end fire situationer dagligt, hvor et tog har været tæt på at ramme en person.
Slagelse Station er en af de stationer, hvor passagerer krydser sporet ulovligt. Det sker blandt andet i en overgang i udkanten af stationen, som udelukkende må benyttes af folk, der arbejder ved jernbanen.
Banedanmark er opmærksom på problemet, der er blevet større efter fornyelsen af Slagelse Station, der er gennemført de senere år.
“Uanset hvad årsagen er, så er det dumt, livsfarligt og ulovligt at krydse sporet på andre steder, end man må. Toget kører hurtigere, end du tror, og el-togene, som der kommer flere og flere af, er nærmest lydløse. Slagelse Station har fået en ny gangbro og har desuden en gangtunnel med elevatorer, så der er ingen grund til at sætte livet på spil for at spare et par minutter,” siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.
Asfaltfolie og plakater
Slagelse Station er blandt ti stationer, hvor Banedanmark sætter fokus på sikkerheden. Det sker blandt andet med asfaltfolier på perronen i et forsøg på at forstyrre og tale til passagererne i situationen, hvor de kunne finde på at krydse sporet samt en digital indsats.
“Vi vil meget gerne ændre både folks adfærd og opfattelse af, hvad der er farligt og lovligt. Skilte, hegn, asfaltfolie og pyramidemåtter er nogle af de elementer, vi kan benytte – afhængig af forholdene på den enkelte station. Men det bedste våben er, når alle forstår alvoren og kun krydser jernbanen ved de autoriserede overgange og kun krydser jernbanen, når man må,” siger Martin Harrow.
Traumatiserende for lokomotivførerne
Hos Dansk Jernbaneforbund er man også stærkt bekymret over udviklingen og understreger, at samtidig med at man udsætter sig selv for fare, så er det også en rystende oplevelse for lokomotivføreren.
“Sporløbere spiller hasard med deres eget liv, men de gambler også med mine kollegaers psykiske helbred. Det tager tid at bringe et tog til standsning, og lokomotivføreren kan ikke bare svinge udenom. Det er ødelæggende for psyken, og hvert år har vi kollegaer, der må stoppe som lokomotivfører efter ulykker eller nærved-ulykker,” siger forbundsnæstformand for Dansk Jernbaneforbund, Ebbe Drögemüller.
Fakta:
• I 2023 var der 1420 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet på landsplan. Antallet af indberetninger er steget eksplosivt i 2022 og 2023 sammenlignet med tidligere år.
• Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et vist mørketal.
• Der bliver i første omgang sat ind med forskellige tiltag på ti af de stationer, hvor problemet er størst: Roskilde, Dybbølsbro, Kolding, Vejle, Hellerup, Hundige, Slagelse, Hjørring, Tureby og Gadstrup.
• ·De stationer, hvor der er flest tilfælde, og hvor der er sket den største stigning i antallet af tilfælde, gennemgås kvartalsvist af en gruppe i Banedanmark for at se, om der kan gennemføres tiltag, som kan reducere trafikken over sporet.
• Det er typisk på og omkring stationerne, at hændelserne foregår, og ofte er det passagerer, der krydser sporet ulovligt, fordi de skal nå et tog.
• Det er især i de sene eftermiddagstimer mellem klokken 16 og 20, at folk vælger ulovligt at krydse sporene.