Anemone, i dette tilfælde hvid anemone, blomstrer i april og maj og er udbredt i hele Danmark. Ofte ses den i gamle løvskove.
Ses ofte i skovbunden i løvskove
Faktisk ses anemonen særligt tit i gammel bøgeskov, fordi blomstringstidspunktet passer godt sammen med bøgens udspring, og fordi bøgen skygger andre græsser og urter væk.
Anemonen spreder sig også via udløbere fra rødderne, krybende jordstængler. Men selvom den kan sprede sig, sker det sjældent ret langt. Det tager normalt så lang tid, at anemoner uden for skoven, ses som et tegn på, at området tidligere har været skovbevokset. Anemonen spreder sig derfor også sjældent til nyplantet skove, løvskov på tidligere granbund – eller til den anden side af grusvejen i eksisterende skov.
Naturlig spredning over større afstande kan tage adskillige trægenerationer, og derfor ses anemonen næsten kun i løvskove, selv om den også kan leve uden for skovgærdet.
Smuk – men også en vigtig føde
Anemonen er udover en forårsbebuder et vigtigt fødeemne for bl.a. rådyr i vinteren og foråret, hvor de skraber de næringsrige rodstængler frem.
Når anemonen er afblomstret, danner den frugter, små nødder, der modnes i løbet af juni, hvorefter planten visner ned. Specielt myrerne holder af anemonens olieholdige nødder.
Skal du ud at kigge efter anemoner i dette forår?