Ved VM i Funktionel Fitness denne weekend i Oslo, deltog ni danske atleter. Fire af dem deltog i holdkonkurrencen hvor de med en imponerende indsats lykkedes med at vinde de første VM-medaljer til Danmark, nogensinde.

Over tre dage kæmpede Kasper Daugaard Larsen, Thomas Strøier, Martine Risdal Solheim og Christina Agerbeck (AK Atlas/Slagelse) i holdkonkurrencen, der omfattede seks workouts. En workout er en sammensætning af øvelser, og i én af dem skulle atleterne eksempelvis gennemføre en stafet, hvor de skubbede en tung prowler, cyklede på en ergometermaskine og til sidst trak prowleren over målstregen.

Danskerne kæmpede hårdt i hele konkurrencen, der blev afgjort i de sidste øjeblikke. Inden de afgørende workouts lå det danske hold på fjerdepladsen, men med imponerende styrke og kloge beslutninger formåede de at mobilisere de sidste kræfter og sikre sig sølvmedaljerne foran Sverige. Guldmedaljerne gik til hjemmebaneatleterne fra Norge.

En glad Christina Agerbeck siger “‘Det er super fedt og ærefuldt, at blive de første nogensinde til at vinde medaljer for Danmark og at være frontløbere for sporten på den måde. Selvom vi fik en hård start med en dårlig første workout, viser det at teamet kunne holde hovedet koldt og at vi stod sammen resten af weekenden, så vi derefter kunne kravle op af leaderboardet og blive 2’er”

Danske VM-sølv-vindere:
• Kasper Daugaard Larsen (AK Atlas/Slagelse)
• Thomas Strøier (AK Atlas(Slagelse)
• Martine Risdal Solheim (AK Atlas(Slagelse)
• Christina Agerbeck (AK Atlas/Slagelse)
Læs mere om VM i Funktionel Fitness her
Læs mere om Funktionel Fitness i GymDanmark

 

VM-sølv i Funktionel Fitness, fra venstre: Thomas Strøier, Christina Agerbeck, Martine Solheim og Kasper Daugaard fra AK Atlas i Slagelse. Foto: GymDanmark