Lørdag d. 9. november trak hele familien Berner, med bedemand Claus Berner i spidsen, i gummistøvlerne og drog ud i Nordskoven for at plante træer med Slagelse Kommune, Naturstyrelsen, TV2 Vejret og Growing Tree Network Foundation.
Arrangementet var en udløber af indsamlingsshowet “Danmark Planter træer”, hvor Nordskoven har fået penge til at plante 15 hektar folkeskov, og som rigtig mange andre, brugte familien Berner noget af deres fridag på at plante 1.500 træer.
“Miljøet og det at passe på vores klode, så den er et rart sted at være for de kommende generationer, har altid været vigtigt hjemme hos os”, fortæller Claus Berner, “så da vi hørte om arrangementet, var min hustru Jeanette og jeg, slet ikke i tvivl om, at der skulle vi være med. Sværere var det at overbevise børnene, for de vil jo hellere sidde derhjemme med deres computere og iPads, men med lidt bolchepædagogik i form af løfter om en mønt i lommen og en tur på McDonalds, fik vi solgt ideen ind til ungerne”, fortsætter Claus.
Selvom det var svært at overbevise børnene til at slippe fingrene fra tastaturet, viste det sig, at de også fik en god oplevelse med at plante træer for miljøet skyld.
“Det viste sig da også at børnene, da vi først kom derud og fik taget det første spadestik, synes det var rigtig sjovt at være med. Både det at være sammen som familie på en ny måde, hvor man i den grad fik brugt sin krop, men også det at vide, at de var med til at gøre en forskel for miljøet, endte med at betyde rigtig meget for dem, og jeg er sikker på, jeg næste gang, et lignende arrangement dukker op, ikke behøver lokke med noget som helst”, fortæller Claus
Det er ikke kun i privaten, der bliver taget hensyn til miljøet, når man hedder Claus Berner. Også i hans bedemandsforretninger, der ligger over Midt-, Vest- og Sydsjælland, gøres der en indsats.
“Vi gør meget ud af at sortere vores affald, så al affald ender de rette steder, og alt vores pap og flamingo sendes tilbage til genbrug. Vores florist sorterer også alt grønt affald, der efterfølgende køres til genbrugspladsen. Vi har desuden nøje udvalgt vores kisteleverandør, og for hver kiste vi køber, plantes et træ i De Danske Folkeskove”, slutter Claus Berner af.