Hvor mange brandbiler skal stå klar til udrykning? Hvor længe må der gå, før hjælpen er fremme? På et ekstraordinært møde i Beredskabskommissionen fredag formiddag blev det besluttet at foreslå Slagelse Kommunes byråd at aflyse tidligere tiders besparelser, så kommunen fortsat har et robust og sikkert beredskab.

Borgmester Stén Knuth (V), der er formand for Beredskabskommissionen, glæder sig over enigheden og forslaget:

”Jeg ønsker, at vi har et beredskab, hvor tryghed og sikkerhed er i top – både for borgerne og for mandskabet. Beslutningen betyder, at vi kan videreføre vores robuste beredskab uden nedskæringer på brandstationerne og blandt vores frivillige redningsberedskab. Vi får også mulighed for at videreføre indsatsen omkring brandforebyggelse, hvor vi blandt andet har haft stor succes med de unge hold af Firebirds”, siger Stén Knuth.

Også kommunens beredskabschef John Olesen er tilfreds: ”Vi har et godt beredskab i Slagelse Kommune, som vi nu kan videreføre, og som vi selvfølgelig fortsat vil optimere og udvikle i tæt samarbejde med den ansvarlige beredskabskommission.”

politi

Styrket dykkerberedskab

Serviceniveauet fastlægges i en såkaldt ’risikobaseret dimensionering’, hvor man kigger på forskellige risici i kommunen og laver modeller for opbygningen af det kommunale beredskab.

”Beredskabet har de senere år været igennem en omfattende effektivisering, som især har givet besparelser på den administrative del. Med den nye plan, som foreslås, bliver det muligt at fastholde niveauet, samtidig med at vi i løbet af 2017 kan etablere et samarbejde omkring dykkerberedskab i kommunen”, siger Stén Knuth.

Den nye plan skal nu i høring i Beredskabsstyrelsen, hvor den får et grundigt kvalitetstjek. Derefter skal Byrådet tage den endelige beslutning.