1, 2, 3. Så hurtigt kan den hyggelige julegaveshopping på nettet forvandle sig til et mindre mareridt i form af identitetstyveri, hvis man ikke bruger sin kritiske sans. GF Vestsjælland i Slagelse tipper om gode huskeregler til onlineshoppingen.

Der er vist ingen tvivl om, at vi i Danmark kan se frem mod en lidt anderledes jul end vanligt. Væk er de store og højrøstede firmajulefrokoster, de hyggelige juleklipperier i børnehaven og de tætpakkede julemarkeder.

Coronavirussens indtog og de dertilhørende restriktioner har ikke kun sat en stopper for de kulturelle arrangementer i julen. Det har også medført, at danskernes julegaveræs ifølge flere virksomheder og organisationer i detailbranchen i langt højere grad kommer til at foregå digitalt i år. En ny undersøgelse fra YouGov viser desuden, at 52 procent af danskerne vil handle halvdelen eller flere af deres julegaver online frem til og med jul. Med mere online shopping kan vestsjællænderne desværre også se frem til en øget risiko for at få stjålet og misbrugt personlige oplysninger.

Det fortæller det medlemsejede GF Forsikring:

– Det sker desværre ofte, at folk bliver udsat for identitetstyveri i forbindelse med julegaveshoppingen. Ofte hopper folk i fælden på nettet, hvor det kan være svært at skelne mellem reelle webshops og såkaldte scamsider, der sælger produkter, som ikke findes, og som forbrugeren aldrig ser skyggen af. Og med en digital julehandel kan vi godt frygte, at endnu flere kommer i klemme i år, siger Per Haulund, der er skade- og policedirektør hos GF Forsikring.

Mange danskere ved ikke, de kan få hjælp

Det er en tidskrævende og frustrerende proces at rede trådene ud efter identitetstyveri, og i foråret viste en undersøgelse fra YouGov foretaget for GF Forsikring, at kun 36 % af danskerne ved, at de kan få hjælp fra deres forsikringsselskab, hvis deres personlige oplysninger bliver misbrugt.
Derfor er det en god ide at undersøge ved sit forsikringsselskab, hvordan man er dækket og kan få hjælp, hvis man pludselig oplever noget mistænkeligt. Det kan være regninger for varer, man ikke har bestilt, kviklån man ikke har taget eller uventede transaktioner i ens netbank. Hos mange forsikringsselskaber kan man forsikre sig mod ID-tyveri, og i det medlemsejede GF Forsikring har mange allerede dækning. Fra den 1. januar bliver det desuden en fordel for alle medlemmer.

Opmærksomhed og kritisk sans er nødvendigt

Heldigvis kan vestsjællænderne selv gøre en indsats for at komme fuskerne i forkøbet og dermed beskytte sig selv. Det er vigtigt at udstyre computeren med et antivirusprogram og en firewall og at bruge avancerede adgangskoder til alt lige fra e-Boks og netbank til Facebook og Netflix. Og så handler det om at være opmærksom og kritisk, når man handler på nettet.
– Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, ja, så er det nok tilfældet. Så hvis du er bare det mindste i tvivl, bør du afholde dig fra at købe noget fra den pågældende webshop. Et andet lille tip er, at du skal kigge efter en lille hængelås og en url, der hedder https, i browserfeltet, når du shopper. Så ved du, at det er en sikker side, slutter Per Haulund.

Gode råd til sikker juleshopping

1. Indtast kun betalingsoplysninger via sikker (krypteret) linje på netsteder, du har tillid til. Se efter en hængelås eller ”https” i adresselinjen.
2. Beskyt din computer, tablet og smartphone med antivirusprogrammer og en firewall, der kontrollerer de data, du henter på nettet.
3. Sørg for, at dit trådløse netværk er krypteret og sikret med adgangskoder.
4. Brug sikre password. Et langt password er bedre end et kort, og det bør bestå af både store og små bogstaver og af tal og specialtegn. Brug ikke det samme password til alt, men skift det ud en gang imellem.
5. Send aldrig fortrolige og personlige oplysninger i mails, og vær opmærksom på snyde-mails og snyde-sms’er (phishing). Tag evt. kontakt til afsenderen, hvis du er i tvivl, om mailen eller sms’en er ægte.
6. Tjek, hvordan du er dækket hos dit forsikringsselskab. Der kan være hjælp at hente, hvis uheldet skulle være ude.

Om analysen
GF Forsikrings undersøgelse om identitetstyveri er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1.018 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 8. – 12. april 2020. Undersøgelsen om online indkøb frem mod jul er gennemført af analyseinstituttet YouGov på baggrund af 1000 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 30. okt.- 2. nov. 2020.

Pressefoto