Der var ellers lagt op til en hyggelig dag for hele familien ved Comwell Korsør. Her kunne alle interesserede komme til den gratis biludstilling MOVE GREEN. Men i lyset af mandagens uro i området omkring Motalavej i Korsør, hvor mellem 50-100 mennesker – fortrinsvis fra indvandrergrupper i henholdsvis Slagelse og Korsør – deltog i et masseslagsmål, så aflyses biludstillingen. Seks personer blev efterfølgende tilbageholdt af politiet.

MOVE GREEN-udstillingen skulle have markeret starten på den internationale energikonference SIR 15 med fokus på bæredygtig innovation, som løber af stablen d. 14. og 15. september på Comwell Korsør.
David
– Vi havde håbet på en hyggelig og god dag med fokus på “kør grønt” tanken, men vi bliver desværre nødt til at aflyse, siger David Drachmann-Sunne fra EUE, Energy Universe Europe ApS, på vegne af arrangørerne. De bilimportører der havde købt stande og stillet biler til rådighed for udstillingen, har meddelt mig, at de ikke ønsker at stille op. Årsagen er de uroligheder, der har været på Motalavej i den forgangne uge og stadig ulmer, fortæller David Drachmann-Sunne.

Comwell Korsør ligger kun et par hundrede meter fra Motalavej, og Vestsjællands politi har over for arrangørerne bekræftet, at der vil være et massivt politiopbud til stede i området den kommende weekend grundet den sidste tids uroligheder.

– Jeg har forståelse for udstillernes beslutning, men det er ærgerligt, for der er brugt mange kræfter og ressourser på at forberede Move Green. Det er dog vigtigt for mig at pointere, at selve SIR15 konferencen på Comwell d. 14-15 september bliver gennemført uden ændringer, udtaler David Drachmann-Sunne.

Drachmann-Sunne understreger, at det er med stor beklagelse, specielt overfor de borgere, der havde set frem til at kigge bilverdenens first movers over skuldrene og granske de teknologiske fremskridt ved selvsyn, at udstillingen nu aflyses. Arrangørerne, EUE ApS og Slagelse Erhvervscenter, vil derfor arbejde på at arrangementet kan afholdes i foråret 2016 i stedet.