Fra mandag den 20. december skal bloddonorerne have tappet blod i nye, store lokaler ved Sjællands Universitetshospital i Køge. Her vil der også være gode muligheder for at udvide aktiviteten til at rumme tapning af blodplasma.
Den nye adresse er Lykkebækvej 14, 4600 Køge.
Både personalet og det lokale bloddonorkorps, Bloddonorerne Østsjælland, har været involveret i planlægningen og indretningen af de nye lokaler, og alle ser frem til flytningen:
– Vi er begejstrede! Placeringen, lokalerne og adgangsforholdene kan blive de bedste i Danmark. Intet mindre! Vi er også glade for, at vi som donorer nu kan nyde udsigten til opførelsen af det kommende supersygehus i fred og ro, og forhåbentlig ikke skal flytte mere, siger formand for Bloddonorerne Østsjælland Sven Gerner Nielsen.
Han glæder sig også over, at de nye lokaler gør det muligt i fremtiden at udvide til også at tappe blodplasma:
– Endelig er der med de nye lokaler gjort klar, så vi i vores region kan gøre vores til at tappe og levere den plasma, som er nødvendig for at hjælpe alle danske patienter med immunsygdomme. Når vi forhåbentlig snart får grønt lys til tapning af plasma i Køge, kan og vil jeg opfordre mange til at melde sig som donorer. Med de bedste forhold og den bedste blodbank bag mig, siger Sven Gerner Nielsen.
Der holdes senere åbningsreception, når covid-situationen tillader det. De øvrige tappesteder i regionen fortsætter uændret.