PRESSEMEDDELELSE
Der er glæde i Børnehaven Ravnereden nær Boeslunde. Børnehaven har netop fået en fin og noget usædvanlig gave.
Børnene besøger hende ofte
”Vi har en skøn og velfungerende børnehave og et rigtigt dejligt forhold til den nu 156 årige gavegiver”, udtaler leder i Ravnereden Arne B. Pedersen med ét glimt i øjet. ”Hun bor jo nærmest i vores baghave, så børnene kommer hos hende i både tide og utide, og det har både børnene og den 156 årige stor glæde af”, fortæller den erfarne børnehaveleder, som overtog styringen af Ravnereden i oktober 2014. Den gavmilde nabo er Lille Egede Friskole, som netop har holdt sin 156 års fødselsdag.
Det tætte forhold mellem børnehave og skole
Lille Egede Friskole har netop haft emneuge om håndværk, og det var i den forbindelse, at en flok elever fra skolen skabte gaven til børnehaven. En ny sti. ”Stien er et godt eksempel på den kreativitet og det fællesskab som kendetegner både børnehaven Ravnereden og Lille Egede Friskole. Børnehaven manglede en ny sti. Eleverne skulle lære noget om forskellige håndværk. Og den dag blev der derfor etableret en sti. Det fik vi alle sammen noget ud af. Skolebørnene var stolte over det meget synlige resultat af deres anstrengelser og ikke mindst glade for at se begejstringen hos børnehavens børn og voksne, som har savnet en god sti” fortæller Michael Pedersen, som var læreren, der bidrog til at skabe sti-gaven.
Børnehavens børn får adgang til Friskolen
”Børnehavens børn er på skolen flere gange om ugen. De benytter skolens gymnastiksal og har musik med skolens musiklærer. Flere af personalerne har timer både på skolen og i børnehaven, så overgangen fra børnehave til 0.klasse er meget let for børnene.” forklarer børnehavelederen. ”Det er heldigvis blevet besluttet, at vores børn fremover har fordel ved optagelse på Lille Egede Friskole, så det er både vi og forældrene glade for. Nok er ”hun” en gammel dame ”hende friskolen” – på nu 156 år – men vi ville sørme ikke undvære hende” slutter Arne – og foreslår børnene, at de indvier den nye gave ved at gå en tur ”ud i det blå” med et par voksne på den smukke forårsdag.