Borgmester Knud Vincents vil trække lod blandt alle interesserede 18-årige, når Slagelses to repræsentanter til  prinsens 18-års fødselsdag skal findes. Alle 18-årige har modtaget yderligere information i e-Boks.

”Da prinsen skulle fylde 18 år, inviteredes 200 18-årige fra hele Rigsfællesskabet til gallataffel på Christiansborg Slot. For fejringen skulle gælde hele kongedømmet!”

Det kan godt lyde som begyndelsen på et H.C. Andersen eventyr, men den er faktisk god nok. For i anledning af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag har Kongehuset bedt samtlige kommuner i Danmark samt Grønland og Færøerne om at udvælge to 18-årige borgere – en kvinde og en mand – til at deltage i festlighederne, som foregår på Christiansborg Slot den 15. oktober.

Derfor har alle 935 borgere i Slagelse Kommune, som er 18 år den 15. oktober, fået tilsendt et helt særligt brev i deres e-Boks.

Deltagere findes ved lodtrækning
Slagelse Kommune ønsker at give alle kommunens 18-årige borgere en chance for at komme i betragtning til de to eftertragtede pladser. Derfor er valget faldet på lodtrækning blandt alle, som ønsker at deltage i lodtrækningen.

I brevet, som er sendt i e-Boks til alle kommunens 18-årige, er der derfor angivet en mailadresse, som interesserede skal skrive til, hvis de ønsker at deltage i lodtrækningen. Mailen skal være modtaget senest søndag den 10. september.

Tirsdag den 12. september finder borgmester Knud Vincents (V) de to deltagere til fødselsdagsfesten ved lodtrækning. Samme dag vil de to heldige deltagere blive kontaktet af Slagelse Kommune, ligesom de efterfølgende vil modtage yderligere information direkte fra Kongehuset.

Selve gallafesten foregår på Christiansborg Slot fredag den 15. oktober fra kl. 17.00-22.00, hvor der bydes på middag, underholdning og dans. I alt forventes 400-500 gæster inklusive medlemmer af kongefamilien at deltage i fejringen.

Foto: ABW