Kun få meldinger er undsluppet de intense budgetmøder, der skal afgøre Slagelse Kommunes fremtid. Hele byrådsgruppen sidder – så vidt vides – endnu samlet til forhandlinger på Hotel Klarskovgaard, hvor de – efter alt at dømme – forhandler en bred aftale på plads for næste års budget.
Borgmesteren har indkaldt til pressemøde mandag kl. 9, hvor budgettet for det kommende år med stor sandsynlighed vil præsenteres; her bliver det særdeles spændende, om Socialdemokraterne har holdt fast i kravet om at få andel i posterne som udvalgsformænd, ligesom det bliver interessant at se, om der er fundet en løsning på de 137 mio., der efter sigende skulle mangle.
Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, om borgmesterpartiet har indgået en bred eller en smal aftale. Det nye budgetforlig sendes i høring d. 8. september frem til d. 17. september, hvor det bliver muligt at komme med input.