Den kollektive transport er presset. Flere regioner og kommuner nedlægger ruter. I Region Sjælland fastholder Regionsrådet, at serviceniveauet for den kollektive transport i år kører videre i 2024.
Udgifterne til at drive busser og tog stiger stadigvæk, og samtidig er antallet af passagerer fortsat under niveauet før COVID-19. Det er med til at udfordre driften af den kollektive transport, men en velfungerende kollektiv trafik er afgørende for at sikre fortsat udvikling og grøn omstilling i Region Sjælland.
– Ved at fastholde samme serviceniveau som i 2023 skaber vi tryghed for borgerne. For den enkelte borger betyder det, at den bus eller det tog, han eller hun tager, også kører næste år. Det er vigtigt for sammenhængskraften i Region Sjælland med store geografiske afstande, at der er gode muligheder for kollektiv transport for alle, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.
Derudover fortsætter regionen arbejdet med at sikre borgerne, at der også er bæredygtig og klimavenlig offentlig transport i fremtiden. Det sker med investeringer i skinner, batteritog og flere busser, der kører på el frem for diesel.
Flere el-busser i fremtiden
Region Sjælland har i øjeblikket 6 el-busser i drift. Fra 2026 stiger det tal til 56.
– En god kollektiv transport er en vigtig del af den grønne omstilling, og kan for borgerne være et grønnere alternativ til bilen. Derfor er jeg glad for, at busserne på linje 560 og 570 bliver kørt med el-busser fra 2026. En god kollektiv transport er også vigtig for de mange unge, der er afhængige af bussen eller toget for at komme på erhvervsskolen eller gymnasiet. En god kollektiv transport kan have positiv indflydelse på, hvor mange der får en uddannelse. Det er vigtigt at prioritere, siger Heino Knudsen, der er formand for Regionsrådet.
I den politiske budgetaftale 2024 er der tidligere fundet midler til at opretholde den kollektive trafik i 2024 på trods af stigende udgifter.
– Vi er klar over, at omkostningerne stiger, og vi har nu prioriteret at skabe tryghed om den kollektive trafik i 2024. Vi er som mange andre kommuner og regioner udfordret på økonomien, og samtidigt skal vi finde plads til finansieringen af store investeringer af sporene på Østbanen og kommende batteritog. Men det er vigtigt for os at fremtidssikre den kollektive trafik, som vi er i gang med. Det kræver mod og politisk prioritering, også nationalt, hvis vi skal gøre det attraktivt for borgerne at vælge den kollektive trafik, siger Christian Wedell-Neergaard.