I 2015 er det 150 år siden, at den kendte danske komponist Carl Nielsen blev født. Carl Nielsen blev voksede op som fattig vogterdreng på Fyn, men udviklede senere de fantastiske evner, der gjorde ham til en af de mest kendte danske komponister igennem tiderne.

Hans liv og værk vil blive gjort tilgængeligt gennem en masse foredrag, forestillinger og musikalske sammenkomster i hele 2015, hvor de forskellige kirker i Slagelse og omegn står for en række arrangementer. Vi bringer en oversigt: Carl_Nielsen

29. januar: En musikalsk billedfortælling i Sønderup Mødesal.
Carl Nielsens liv bliver her fortalt af pianisten Aksel Skjoldan og fløjtenist Søren Juhl. De ledsages af et billedshow, med tilhørende musik af aftenens hovedperson, Carl Nielsen.

17. februar: Erindring og ungdomsforelskelse i Skt. Mikkels Sognegård.
Med udgangspunkt i Carl Nielsens erindringsbog, Min fynske Barndom, og komponistens egne breve er Skt. Mikkels sognegård vært for en sogneaften med Carl Nielsens ungdom i fokus. Foredraget er ved Ernst Otto Diderichsen, der er tidligere sognepræst i Sørbymagle-Kirkerup sogn.

24. februar: Komponisten Carl Nielsen i Nørrevangskirken.
Foredrag ved teolog Jørgen I. Jensen, der er forfatter til bogen Carl Nielsen – danskeren, som beskriver komponistens liv og værk – og ikke mindst sammenhængen mellem hans musik, den personlige udvikling og den samtidige danske kultur. Foredraget får et par sangindslag fra Nørrevangskirkens pigekor.

11. marts: Foredrag om Carl Nielsens liv og virke i Sogneladen ved Vemmelev Kirke.
Hyggeklubben inviterer til et musikalsk foredrag om Carl Nielsens liv og virke ved Mariann Ottosen og med Christian Kruse ved flyglet.

15. marts: Orgelkoncert i Sct. Peders Kirke.
Koncert med Carl Nielsens orgelværk, Commotio op. 58, spillet af den unge orgelkomet Phillip Schmidt-Madsen, som i 2011 vandt en pris ved den internationale konkurrence for Carl Nielsen-organister.

24. marts: Forårskoncert i Kirke Stillinge Kirke.
Stillinge Kirkes voksenkor, børnekor og landsbykor synger udvalgte sange af Carl Nielsen under ledelse af organist Charlotte Nielsen.

26. marts: Læsekreds om ‘Min fynske Barndom’ i Pakhuset ved Skt. Mikkels Sognegård.
Den fælles læsekreds ved Antvorskov og Skt. Mikkels kirker holder en særlig mødeaften i anledning af 150-året for Carl Nielsen, hvor komponistens egne erindringsbog, Min fynske Barndom, gennemgås og debatteres. Alle er velkomne, ingen tilmelding nødvendig.

6. april: Aftensang med Carl Nielsen-sange i Lundforlund Kirke.
Sangene akkompagneres af organist Mai Larsen.

23. april: Sangaften i Kirke Stillinge Præstegård.
Kirke Stillinge Præstegård afholder i alt 2 sangaftener med fokus på komponistens værker. Der vil være både solo- og fællessang. Man vil her møde nogle af de 35 Carl Nielsen-sange, der er at finde i højskolesangbogen. Ydermere vil Charlotte Nielsen fortælle om værkerne samt om komponistens liv.

30. maj: Sangeftermiddag med fællessang i Sct. Peders Kirke.
Lissi Merete Rasmussen på accordeon, Søren Hansen på elbas og Viola Chiekezi på orgel fremfører her en række udvalgte Carl Nielsen sange.

4. juni: Carl Nielsen i ord og toner i Hejninge Kirke.
Et musikalsk foredrag med sopran Ulla Munch Hansen, der er fast sanger i DR’s vokalensemble. Hun akkompagneres af organist Charlotte Dagnæs-Hansen, der til daglig fungerer som organist ved Præstø og Skibinge Kirker.

9. juni: Sommerkoncert med pigekoret i Nørrevangskirken.
Præstø Kirkes Ungdomskor og Sct. Mikkels Kirkes Børne- og ungdomskor gæster denne aften Nørrevangskirkens eget pigekor, og fremfører Carl Nielsens sange på komponistens egen fødselsdag. Korene ledes af Charlotte Dagnæs-Hansen, Torben Bech Schnedler og Signe Bech Schnedler.

16. juni: Sangkomponisten Carl Nielsen i Pakhuset ved Sct. Mikkels Sognegård.
Koncert med tenoren Boris Søborg Jensen, der viser spændvidden i Carl Nielsens værker; fra de romantiske sange til de enkelte, der sidenhen er blevet hvermandseje. Solisten akkompagneres af kirkens organist, Torben Schnedler.

27. august: Sangaften i Kirke Stillinge Præstegård.
Den anden sangaften i Kirke Stillinge Præstegård med fokus på Carl Nielsens sange. Der kastes et blik på den øvrige del af komponistens værker.

6. september: Korkoncert i Skt. Mikkels Kirke.
Det Fynske Kammerkor fra Odense – et af landets bedste amatørkor – gæster Skt. Mikkels Kirke og byder på sange af Carl Nielsen og Knut Nystedt. Endvidere medvirker også kirkens eget Børne- og ungdomskor. Korene ledes af dirrigent Alice Granum.

20. september: Musik fra blæserkvintet i Kirke Stillinge Kirke.
Koncert med 5 unge blæsere fra Cassiopeia Wind Quintet. De spiller bl.a. Carl Nielsens ‘blæserkvintet op. 43’ med den smukke slutsats, som er en række versioner over salmen, ‘min Jesus, lad mit hjerte få’.

6. december: Adventskoncert i Skt. Mikkels Kirke.
Kammerkoret Cantemus fra Næstved synger under ledelse af Torben Bech Schnedler ny og gammel julemusik. Desuden kan publikum høre en suite af Carl Nielsen-salmer vævet sammen af korsang og orgelimprovisationer. Organist er Kurt Levorsen fra Sct. Mortens Kirke i Næstved.

 

Du kan læse mere om koncerterne samt praktiske informationer her. I folderen fremgår tidspunkter og ugedage for begivenhederne.