Sjællands Teater skyder efteråret i gang med masser af comedy – både i Holbæk og Slagelse

Glæd dig til fire af landets sjoveste oplevelser, når disse shows kommer på besøg:

Mark le Fêvre – HELDIG – onsdag d. 7. september kl. 19.00 – Holbæk Teater

Andreas Bo – #SKARP – torsdag d. 8. september kl. 20.00 – Slagelse Teater

Jan Gintberg – DØD ELLER LEENDE – fredag d. 16. september kl. 19.00 – Slagelse Teater

Specialklassen – INTET AFTALT – lørdag d. 1. oktober kl. 20.00 – Slagelse Teater

Læs mere om alle arrangementerne her: https://het.dk/category/comedy/

Mark le Fêvre – HELDIG

Mark le Fêvre debuterede i 2019 med one-man-showet BØVL. Showet solgte 20.000 billetter og fik en seks-stjernet anmeldelse med ordene ”Veloplagt, veldrejet og skarpt”. Han blev nomineret som ”Årets Komiker” til Zulu Comedy Galla i 2019 – en fantastisk start på karrieren.
”Og mit kommende show bliver heller ikke så tosset endda” – siger Mark le Fêvre.

Med showet HELDIG er Mark på en mission, han selv omtaler som: ”At få grinet tilbage, når der til tider ikke er skide meget at grine af”. HELDIG kredser bl.a. om at få en chance til og at omfavne de bump livet giver en på vejen i stedet for altid at male fanden på væggen.
https://het.dk/program/mark-le-fevre-holbaek/

Andreas Bo – #SKARP

Der er mange dygtige stand-up’ere, skuespillere, entertainere, satirikere, sangere og parodister i Danmark. Men Andreas Bo er måske den eneste, som hører til i toppen af alle kategorierne, og i showet #SKARP kaster han dig rundt i en tornado af alle hans komiske og ekvilibristiske virkemidler.

I mange hundrede tilfælde hver dag, skal vi træffe et valg, vælge side, eller ta’ en beslutning. Kollegaer, familie og sociale medier kræver det. Hvis vi først lige kan blive enige om, at det er godt, at vi har valgmuligheder, kan vi så også blive enige om, at det er virkelig stressprovokerende, hele tiden at skulle forholde sig til alt?

I #SKARP giver Andreas Bo dig en guide til, hvornår du skal ha’ en holdning, hvornår du skal træffe en beslutning, og hvornår du kan tillade dig at være røvligeglad. Det vil gi’ dig ro til at sove. Måske allerede under showet.
https://het.dk/program/andreas-bo-slagelse/

Jan Gintberg – DØD ELLER LEENDE

Danmarks altfavnende comedy-enspænder Jan Gintberg er tilbage på scenen! Improvisationens og de skæve betragtningers mester er på vej med håb, latter og absurditeter fra det levede liv!

DØD ELLER LEENDE er et stærk satirisk og personligt show. Om at huske ikke kun at overleve men også at leve, imens man overlever. Inklusive bizarre afstikkere til alt fra magtliderlig frugt, Glyngøre håndsprit, presse, politik, procenter, privilegieblindhed og andre ting med ’p’. Og så er der jo gudskelov blevet en del mere at tale om i den evige og nu også hidsige polokamp mellem kønnene.

”Jeg betragter det som min livsopgave som komiker at minde folk om at grinet er et ret unikt smøremiddel, vi mennesker har udviklet. Efter en af de mere triste og langstrakte perioder i historien, er det tid til, at vi kommer ud af ekkokamrene og vælger mellem latteren eller et forholdsvis trist liv i sort/hvid” – siger Jan Gintberg.
https://het.dk/program/jan-gintberg-slagelse/

Specialklassen – INTET AFTALT

Publikum ved ikke, hvad der venter dem – og ikke to shows er ens – men én ting er sikkert: Når ’Specialklassen’ rammer Slagelse med showet INTET AFTALT, bliver det stærkt underholdende.
Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper Gattrup danner tilsammen trioen, der på elegant og legende vis inddrager publikum i sine shows, og som siden 2008 har improviseret sig igennem tv-optrædener, radio og musicals.

Ud fra stikord og forslag fra salen leverer gruppen et nyt og unikt comedyshow hver aften, som er samtidsaktuelt og i en klasse for sig selv.
”Det er vores oplevelse, at publikum elsker at få lov til at have en finger med i spillet, og det vil der bestemt ikke blive mindre af i 2022! Rammerne er fastsat, men indholdet er unikt hver eneste aften” – fortæller Kasper Le Fevre.
https://het.dk/program/specialklassen-slagelse/

Pressefoto