Hør mere på en tur rundt i Slagelses gader og på Antvorskov Klosterruin.

Slagelse er en af Danmarks ældste byer, grundlagt tilbage i vikingetiden. I Slagelse er nogle af Danmarks første mønter blevet slået for kong Knud den Store. Det gjorde de i Kongsgården i Bredgade. Det var også i Slagelse, at dronning Margrete 1. indkaldte til rigsmøde i byen, hvor hendes 6- årige søn Oluf ll blev valgt som konge. En begivenhed som har en indviklet sammenhæng med danmarkshistoriens største guldskat, Slagelsesskatten.

Hør om tiden og begivenhederne på en guidet gåtur rundt i byen den 22. maj kl. 19.00-20.00. Guide er middelalderarkæolog ved Museum Vestsjælland Martin Pavon.

Mødested: Foran Slagelse Biblioteks hovedindgang i Stenstuegade 14, 4200 Slagelse.

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via: vestmuseum.billetexpressen.dk

Foto: Nationalmuseet

Vild med ruiner?

Antvorskov Klosterruin var tilbage i den ældre middelalder et fuld funktionsdygtigt og moderne johanniterkloster, Danmarks ældste og største. Her er stadig rester af Danmarks bedst bevarede salshus og rester fra klosterkirken, der var den 5. største af sin art.

Hør om munkeordenens og klosterets historie og om livet bag de middelalderlige mure med ruinen af Danmarks ældste toilet. Klosteret lukkede i 1580 og blev overtaget af kongen, der byggede sit nye slot på stedet. Her kunne han overnatte, når han var på farten mellem København og Jylland.

Også på denne tur er middelalderarkæolog Martin Pavon guide. Gå med den 24. maj kl. 19.00-20.30. Turen er ikke egnet til gangbesværede.

Mødested: P-pladsen ved Antvorskov Kloster, Grønningen 25, 4100 Slagelse.

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via: vestmuseum.billetexpressen.dk

 

Foto: Museum Vestsjælland