EU skal ikke bestemme dansk retspolitik, mener Folkebevægelsen mod EU. Derfor er der brug for, at EU-modstanderne også kommer til orde i debatten frem mod folkeafstemningen den 3. december, mener Folkebevægelsen mod EU’s lokale komite i Vestsjælland.
Bevægelsens lokale afdeling har derfor mandag den 5. oktober lånt et lokale på Slagelse Bibliotek til et møde om folkeafstemningen og retsundtagelsen. Her indleder Lave K. Broch, der arbejder på Folkebevægelsens landskontor i København og også er bevægelsens suppleant til EU-parlamentet.
Om knap to måneder skal vi danskere igen stemme ja eller nej til mere magt til EU. Denne gang er det Danmarks undtagelse fra EU’s retsunion, som et flertal i Folketinget vil ændre til en såkaldt tilvalgsordning. I praksis betyder forslaget, at EU-tilhængerne i Folketinget i fremtiden kan sige ja til samtlige EU’s regler indenfor retspolitik, uden at spørge befolkningen.
Ja-siden nævner som regel kun Europol og bekæmpelse af pædofili, børneporno menneskesmugling m.m. når de taler om fordelene ved at ophæve retsundtagelsen. Det nærmer sig vildledning, når de kun nævner sådanne lettilgængelige emner og samtidigt forbigår andre alvorlige følger. F.eks. hvordan påvirkes dansk forbrugerpolitik, miljølovgivning osv? Hvis retsundtagelsen er væk, får EU’s myndigheder også yderligere magt over, hvad der er kriminelt i Danmark og hvordan det skal straffes.
I forliget om den foreslåede tilvalgsorden har politikerne udvalgt 22 retsakter (ud af en længere stribe), som Danmark tilsluttes, hvis der stemmes ja den 3. december. Men andre vigtige områder kan let komme med, hvis der senere bliver flertal for det i Folketinget. Og har Danmark først sagt ja til at kompetencen på et område overføres til EU, kan et nyt flertal i Folketinget ikke ændre på dette, selvom retspolitikken trækkes i en meget udemokratisk retning.
På mødet fortæller Lave K. Broch om retsundtagelsen, tilvalgsordningen og planerne for nej- kampagnen. Han orienterer også om den nyligt aftalte tværpolitiske alliance som Folkebevægelsen har indgået med nej-partierne i Folketinget, Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Aftalen, der også har opbakning fra Konservativ Ungdom, indebærer at partierne er enige om, at gennemføre en ny og hurtig folkeafstemning udelukkende om dansk medlemskab af Europol, hvis nej-siden får flertal den 3. december. Første prioritet for modstanderne er dog at søge om en parallelaftale med EU lig med den Norge, Island, Storbritanien eller Irland har. Formålet er at sikre at Danmark kan blive i Europol, selvom retsundtagelsen fastholdes som hidtil.
Mødet med Lave Broch starter kl. 19.30. Der er gratis adgang og alle med interesse for emnet er velkomne.