Biblioteket har op til sommerferien turneret rundt på kommunens skoler med et helt enkelt og klart budskab til eleverne: Det er fedt at læse bøger!

I bøgerne åbner der sig nemlig en helt særlig verden, fyldt med oplevelser, læring og fantasi, der samtidig styrker sprog og ordforråd. 14 skoler og 700 elever har haft besøg af bibliotekarerne Gunver Lynge Olsson og Lone Arevad, som har givet masser af booktalks (en gennemgang af tidens nyeste bogudgivelser, bogserier og populære forfattere), introduktioner til BIBLO.dk, en masse tips og tricks til at komme i gang med læsning og ikke mindst opfordret alle børn og unge i alderen 7-14 år til at være med i Danmarks største læsekonkurrence – Sommerbogen.
”Vi har spredt budskabet om Sommerbogen i snart mange år. Og det har hver eneste sommer været en fornøjelse at modtage de mange gode og kreative anmeldelser, som børnene er kommet med eller har sendt til os”, fortæller Gunver Lynge Olsson, bibliotekar.

Foto: Slagelse Biblioteker og Borgerservice.

Sidste år modtag Slagelse Biblioteker og Borgerservice i alt 825 anmeldelser fra læseglade børn og unge. Det hidtidige største deltagerantal for bibliotekerne i Slagelse Kommune.
”Det er da ingen hemmelighed, at vi da rigtig gerne vil slå den rekord i år. Det tror jeg da også helt sikkert, at vi kan” lyder det fra Gunver Lynge Olsson. Sommerbogen er blevet en tradition, som bibliotekerne landet over hvert år
opfordrer alle børn til at være en del af. Der er muligheder for at vinde fede præmier og undervejs opdage nye spændende, gode, uhyggelige og sjove bøger.

For at deltage, skal man gøre fem helt simple ting:
Læse en god bog, logge sig ind på www.biblo.dk, finde bogen frem og skrive (eller filme) en anmeldelse af bogen og ellers holde øje med, om man har vundet. Der er masser af muligheder
for at vinde, men for at komme med i lodtrækningen om hovedpræmien, en Ipad Mini, skal man have indsendt (mindst) tre anmeldelser. Konkurrencen er åben helt indtil den 25. august.
Sommerbogen har til formål at fastholde børn- og unges læselyst gennem den lange feriepause væk fra skolernes undervisningslokaler og er arrangeret af BIBLO.dk – et litterært onlinefællesskab for børn i alderen 7-14 år.
Læs mere om Sommerbogen på www.biblo.dk/sommerbogen eller kom forbi Slagelse Biblioteker og Borgerservice og hør mere. Her er der også masser af aktiviteter og konkurrencer for børn (og deres voksne) sommeren igennem. Se mere på www.slagelsebib.dk