Tirsdag den 18. november 2014 kl. 19 kan du opleve foredraget Der er et lykkeligt land – på engelsk. Det sker på Slagelse Bibliotek, og der er gratis entré.
Biblioteket skriver:
“Nogle gange skal man være lidt på afstand, for at kunne se tingene klart, og derfor giver det god mening, at det er en englænder, som dissekerer verdens lykkeligste folk. I bogen ”Der er et lykkeligt land” leverer Michael Booth et både morsomt, spiddende og hjertevarmt portræt af os danskere, ligesom han i dette foredrag på humoristisk vis vender vrangen ud på os, når han reflekterer over det danske lykkefænomen.
Hvad er det med os danskere og lykke? Vi er blevet kåret til verdens lykkeligste folk flere gange – og når vi for en sjælden gangs skyld ikke vinder førstepræmien, er det som regel, fordi vi er blevet overgået af svenskere, finner eller nordmænd. Man skulle tro, at skandinaverne var en gruppe jublende festaber, men lykken er til at overse torsdag eftermiddag på Knippelsbro, når regnen står ned i stænger, og cyklisterne kæmper om kap med vandmasserne, myldretidstrafikken og fodgængernes paraplyer. Hvordan går melankoli, livslede og regnvejr i spænd med verdens lykkeligste folk?”
Michael Booth er britisk forfatter, journalist og mad- og rejseskribent. Han skriver for britiske aviser og magasiner, bl.a. The Guardian, The Independent, The Sunday Times og Monocle. Han har skrevet flere mad- og rejsebøger – blandt andet har han været medskribent til rejsebøger fra Lonely Planet og Time Out om København. ”Der er et lykkeligt land” er Booths første bog på dansk. Han er født og opvokset i England, men bor i dag i Danmark.