27-årige Jeppe Frausing Christensen, AK Atlas i Slagelse, deltager sammen med makkeren Ida Averhoff i det uofficielle DM i Funktionel Fitness til DM-Ugen i Aalborg. Og glæder sig til at være med til at sætte fokus på sporten!
Engang var Jeppe Frausing Christensen bordtennisspiller på højt plan. Men da han kom hjem fra efterskolen, blev battet lagt ned i hylsteret, og Jeppe sagde farvel til karrieren som bordtennisspiller. I stedet begyndte han at komme i en garage, der blev afgørende for hans valg af sport…
“Jeg var bare blevet træt af bordtennis. Det var meget det samme, og jeg var ung og der skulle ske så meget andet. Men så havde en af mine kammerater en garage med en masse træningsudstyr, og uden rigtig at vide hvad vi egentlig gjorde, lavede vi cirkeltræning. Og jeg blev bidt af det,” fortæller Jeppe.
Han begyndte at nørde mere ned i det, og fandt ud af, at crossfit/funktionel var perfekt for ham, og at han var god til det. Han blev fanget af, at det er så alsidigt, og at man skal mestre mange forskellige elementer. Herefter kom han med i en forening og blev seriøs med træningen.
Træning, træning, træning
I dag træner han seks gange om ugen – omkring 18 timer – og sætter sig typisk et mål for sæsonen, som han går efter. Sammen med sit hold har han lige været til Crossfit Games Semifinals i Berlin, hvor de blev nr. 26. Og om en lille uge gælder det så DM, hvor han stiller op i den bedste række, RX, sammen med Ida Averhoff fra Aarhus. Mesterskabet skal nemlig afgøres i hold af en mand og en kvinde, et såkaldt mix team.
“Hende, jeg normalt ville stille op med, er desværre skadet, men så er det fedt at være en del af den her sport, som også er et stort fællesskab, hvor man hjælper og hepper på hinanden. Jeg blev anbefalet at tale med Ida, og hun var heldigvis frisk,” siger Jeppe, der lige når at træne sammen med makkeren, inden det går løs i Aalborg.
“Vi træner jo hver for sig, men det er meget godt at være sammen og finde ud af, hvordan vi for eksempel skal kommunikere under konkurrencen.”
Kender ikke workout på forhånd
Det særlige ved en Funktionel Fitness-konkurrence er, at atleterne ikke kender øvelserne på forhånd, og det kan selvfølgelig være ret afgørende for, hvordan det går. Men det er også det fascinerende ved konkurrencerne, lyder det fra Jeppe.
“Man kan jo være heldig eller mindre heldig, men sådan er det jo for alle. Min force er helt sikkert kardiodelen, mens jeg er mindre stærk på de gymnastiske øvelser. Men jeg arbejder på det,” siger han med et smil.
Og en ting er helt sikkert: Han vil meget gerne gøre det godt til DM. Men lige så vigtigt er det for ham at konkurrere i Danmark og at være med til at sætte Funktionel Fitness på idrætslandkortet.
“Det er jo en sport for alle. Alle kan dyrke det uanset niveau, og uanset om du bare træner eller konkurrerer, er det altid en konkurrence med en selv og man kan hele tiden blive bedre,” lyder det fra den sympatiske atlet.
Info om Jeppe Frausing Christensen
- Har løbet halvmaraton
- Arbejder i Tryg Forsikring, hvor han har en fleksibel leder, der giver plads til at han kan dyrke sin sport
- Tager til DM-Ugen med vægtløftere fra foreningen
- Bor i Slagelse
- Stiller op i Forbundsmesterskabet RX-rækken (lørdag)
Fakta om DM-ugen
- 34 specialforbund
- +35 sportsgrene
- +100 discipliner
- +200 danske mesterskaber
- +2.500 atleter og officials
- Oplev Funktionel Fitness på Honnørkajen fredag, lørdag og søndag.
Bag eventet står DIF – i tæt samarbejde med de mange specialforbund, lokale foreninger – og værtsbyen Aalborg.