Traditionen tro byder Skælskør Erhvervsforening på ‘Drengerøvsaften’ i Skælskør-by, hvor butikkerne ekstraordinært vil være åbne, og hvor gaden fyldes op med alverdens lækre køretøjer; motorcykler, veteranbiler etc. Der er noget for enhver smag – og drengerøv kan man jo være hele livet igennem. Fascinationen af biler og motorcykler strækker sig over alt muligt, men særligt de bløde former er det, der begejstrer os mænd.
Det hele starter kl. 16, hvor publikum kan indfinde sig i den vestsjællandske havneby til et par times kiggeri på de smukke skabninger, hvorefter borgmester Sten Knuth vil byde velkommen til alle drengerøvene og deres kærester, koner, elskerinder osv. kl. 17.
Herefter vil der være udlodning af en masse gevinster på Svanetorvet. Derudover vil WhyNot spille musik på Nytorv i Skælskør fra k. 18. Efterhånden som aftenen skrider fremad – og vejret forhåbentligt holder – vil Coober – et lokalt rockband – give den gas på havnen i Skælskør kl. 20.
Arrangementet slutter kl. 22, hvor aftenen rundes af med flot festfyrværkeri fra Lagunen på havnen. Festen fortsætter i Skælskør til kl. 00.30.
Du kan læse mere på ‘Drengerøvsaftenens hjemmeside, hvor praktisk information også fremgår.
/Theis Schønning