Den 2. oktober gæster rockgruppen Dúné Badeanstalten i Slagelse. Gruppen der blev dannet i 2001 bestående af Matt Kolstrup, Ole Bjórn, Piotrek Wasilewski og Danny Hiatus , og som har sit ophav i Skive, er efterhånden blevet et anerkendt navn på den danske rockscene med hits som “Dry Lips” eller “Let go of your love”, som de i øvrigt optrådte med på X-factor-scenen til finalen i 2010, hvor bandet fik sit store gennembrud.
Dúné har udgivet tre studiealbums, hvoraf det seneste udkom i 2013 og rygterne vil vide, at et nyt er just på trapperne – vi venter med absolut spænding. Indtil da kan vi dog nyde noget af det allerede udgivede materiale, som de med garanti vil spille i Slagelse.
De rummer forskellige elementer, og selv beskriver de deres genre således:
“Robert Smith(The Cure) der elsker med Dave Grohl(Foo Fighters), alt imens Martin Gore(Depeche Mode) og Paul McCartney(Beatles) danser vals omkring”. Eller sagt på mere jævnt dansk er de en kombination af den energiske rockmusik, krydret med nogle fængende pop-melodier og nogle vilde elektroniske elementer.
Som skrevet kan du opleve dem i Slagelse d. 2. oktober; læs mere på Slagelse Musikhus.